Grundprincipper i miljølovgivningen

For at forstå miljølovgivningen er det nødvendigt at finde rundt i en kompleks blanding af EU- og britiske lovgivningsrammer. Begge systemer prioriterer fire centrale principper: forsigtighedsprincippet, forebyggelse, afhjælpning ved kilden og »forureneren betaler«-princippet. Ved at følge med i miljøhandlingsprogrammerne og den britiske miljølov fra 2021 kan virksomheder forudse kommende regler og skifte fra en reaktiv til en proaktiv tilgang til overholdelse af lovgivningen.

Lovgivning kan være en meget kompliceret sammensætning, der omfatter love, bekendtgørelser og lovforslag, traktater, forordninger og direktiver. De har forskellige betydninger, i nogle tilfælde en tidsplan, et hierarki og som regel en overordnet plan. Når man først har forstået terminologien for de forskellige typer og faser, kan man bruge den til at få et forvarsel om, hvad der er på vej, hvilket giver mere tid til at forberede sig. Kendskab til processen hjælper med at vurdere, hvornår lovgivningen nærmer sig sin endelige form.

Denne artikel er for kort til at give alle detaljerne, så her følger et resumé af, hvor man kan se, i hvilken retning miljølovgivningen udvikler sig, og hvor man kan finde yderligere oplysninger.

Europa

Inden for EU har EU-retten forrang for national ret, og lovgivningsprocessen inddrager alle medlemsstater, med regler om enighedsniveauer og afstemningsprocedurer på hvert trin. Det er derfor en inkluderende proces, men den er langsom. Medlemsstaterne kan vedtage deres egne love – og gør det også – men disse må ikke være i strid med EU-lovgivningen. Denne artikel kan ikke dække alle de forskellige medlemslandes forskellige processer for miljølovgivning, men kendskab til EU-lovgivningen giver dig mulighed for at forstå de krav, som alle medlemslande forventes at opfylde.

Traktaterne udgør grundlaget, og der findes en række traktater, der omhandler miljøspørgsmål, herunder udgangspunktet om, at EU bør have det overordnede ansvar for miljøpolitikken, herunder klimaændringer, affald og forurening. Dette er alle grænseoverskridende spørgsmål.

EU’s miljøpolitik bygger på fire hovedprincipper:

• »Forsigtighedsprincippet« – at undgå at iværksætte foranstaltninger, der kan forårsage skade, uden at der foreligger tilstrækkelig videnskabelig sikkerhed til, at risikoen kan håndteres effektivt
• Forebyggelse af skader prioriteres højere end afhjælpning – det er langt mere effektivt (og som regel også mere omkostningseffektivt)
• Hvis der er sket skade, skal forureneren afhjælpe den på det sted, hvor den opstod
• »Forureneren betaler« – omkostningerne ved at forebygge eller afhjælpe skader skal afholdes af forureneren. Lovgivningen om producentansvar falder ind under dette princip.

EU udarbejder regelmæssigt miljøhandlingsprogrammer, der hver især strækker sig over flere år – det nuværende er det^8. miljøhandlingsprogram og løber frem til udgangen af 2030 – og vedtager lovgivning, der skal bidrage til at gennemføre dem. Der kan være tale om ny lovgivning eller ændringer af eksisterende lovgivning, og det er ikke altid specifikt miljølovgivning, der anvendes, da der er mange overlapninger mellem de forskellige emner. Et eksempel er ændringerne af den eksisterende forbrugerlovgivning, der er blevet brugt til at indføre lovgivning mod greenwashing.

Når man læser EAP’en, får man et nyttigt indblik i de kommende reguleringer. Den aktuelle udgave kan findes her (jeg har angivet de engelske links, men der er mulighed for at skifte til et andet sprog).

Lovgivningen gennemføres hovedsageligt på to måder: gennem forordninger og direktiver. En forordning er direkte lovgivning, der gælder for alle medlemsstater. Et direktiv fastlægger det mål, der skal nås, men giver medlemsstaterne mulighed for selv at indføre eller ændre deres egne love for at nå dette mål, idet der fastsættes en frist for, hvornår dette skal være gennemført.

Her kan du følge med i, hvordan EU-lovgivningen skrider frem gennem de forskellige faser.

Storbritannien

I Storbritannien udgør parlamentslovene det øverste retslige niveau, og det næsthøjeste niveau er de såkaldte »Statutory Instruments« (SI’er), hvor mange af de nærmere bestemmelser er fastlagt.

Den britiske miljølovgivning blev revideret efter Brexit, og det centrale nye dokument er miljøloven fra 2021 (Environment Act 2021). Den er på en måde en plan, der ligner EU’s miljøhandlingsplaner (EAP’er), idet den fastlægger de vigtigste mål og indeholder en ramme for fastsættelse af mål samt nogle konkrete mål. Den dækker luftkvalitet, biodiversitet, vandkvalitet og affaldsreduktion som de vigtigste områder. Den fastlægger også de vigtigste principper, som i høj grad ligner EU’s: integration, hvilket betyder, at miljøbeskyttelse skal integreres i politikkerne, samt principperne om forsigtighed, forebyggelse, afhjælpning ved kilden og princippet om, at forureneren betaler. Også her er det en fordel at være bekendt med dette for at kunne se, hvad der venter forude.

Der findes også en række ældre love, såsom loven om klimaændringer, samt love, der er vedtaget via andre kanaler, såsom den finansielle sektor – hvor man finder en stor del af lovgivningen om rapportering – og planlægningsområdet – som omfatter en vis beskyttelse af den biologiske mangfoldighed.

De forskellige lande, der udgør Det Forenede Kongerige, kan også have deres egne love – Skotland og Wales har hver især visse afvigelser, og Nordirland er, selvom det er en del af Det Forenede Kongerige, stadig en del af det europæiske indre marked og er derfor underlagt en række EU-love.

For at få mere at vide om miljøloven fra 2021 kan du klikke her. Der findes desuden hjemmesider med generelle retningslinjer for miljølovgivningen på www.gov.uk samt https://www.sepa.gov.uk for det skotske miljøbeskyttelsesagentur, https://naturalresources.wales for Wales og https://www.daera-ni.gov.uk for Nordirland.