Michel Caza: Et liv i serigrafi

Graeme Richardson-Locke hylder medstifteren af FESPA og beskriver hans lange karriere, tekniske innovationer, kunstneriske samarbejder og hans indsats for at hæve branchens standarder.

Der er kun få, der kan sige, at de har oplevet serigrafiens historie så fuldt ud som Michel Caza. I sin egen biografi beskriver Michel sine mere end seks årtier i branchen ikke blot som en karriere, men som en form for »monomani«. Det er et afslørende ord. For ham var serigrafi aldrig blot en trykproduktionsmetode. Det var en besættelse, et sprog, et håndværk, en videnskab, en kunstform og frem for alt en livsform.

Michels historie begyndte i 1954 i Stockholm, hvor han som 19-årig arbejdede i et kælderværksted, mens han studerede sociologi og journalistik. Der stiftede han bekendtskab med den praktiske verden inden for serigrafi: manuel filmskæring, de tidlige Svantesson-maskiner (senere SVECIA), nylonnet og fotostenciling, som på det tidspunkt stadig blev betragtet som en næsten hemmelig proces. Allerede i dette første job anerkendte hans arbejdsgivere hans energi, præcision, intelligens og naturlige talent. Det, der begyndte som et arbejde, blev snart et livslangt engagement.

Da Michel vendte tilbage til Frankrig i 1957, indledte han en periode med intensiv læring. Han arbejdede sammen med Castelli og mødte mange af de personer, der kom til at præge den europæiske serigrafi, herunder Louis Dubuit, Jacques Mounier og andre, der var i gang med at udvikle udstyr, trykfarver og metoder. Det var år med hårde arbejdsforhold, tørring på stativer, stærke kemikalier og manuelle processer. Men det var også år fyldt med opdagelser. Michel lærte ved at gøre, ved at stille spørgsmål og ved at afprøve. Dette blev et af de afgørende træk ved hans karriere: han nøjedes aldrig med at acceptere de begrænsninger, som andre beskrev for processen.

Allerede i begyndelsen af 1960’erne var Michel i gang med at skrive, undervise og bidrage til at etablere serigrafi som en seriøs grafisk teknik. I 1959 blev han tilknyttet tidsskriftet Le Sérigraphe, der senere skiftede navn til Décoration POP Sérigraphie. I samme periode blev den franske serigrafiforening oprettet, og det første formelle diplom i serigrafiteknologi blev indført i Frankrig. I 1961 blev FESPA oprettet, hvilket samlede nationale serigrafiforeninger fra hele Europa. Michel var en del af denne banebrydende verden: et netværk af trykkere, leverandører, undervisere og innovatører, der forstod, at branchen havde brug for struktur, vidensdeling og internationalt samarbejde.

Det, der adskilte Michel fra andre, var den måde, han kombinerede praktiske færdigheder med teori på. Han betragtede ikke serigrafi som en primitiv metode, der kun egnet sig til flade blokfarver. Allerede i 1961 arbejdede han med firefarvet tryk og halvtoner med 133 linjer. I 1963 udforskede han teorien om farve-»superposition« – det vil sige overlejring af farver for at skabe et langt bredere farvespektrum – og forskede i halvtoner uden konventionelle prikker, en forløber for stokastisk rastering. Hans budskab var klart: serigrafi kunne være præcis, subtil og teknisk avanceret. Den kunne frembringe nuancer, detaljer og fylde. Den kunne tjene kunsten, reklamen og industrien.

Hans første større bog, *Techniques of Screenprinting*, udkom i 1963. Den var mere end blot en håndbog. Den var en del af en bredere bestræbelse på at omdanne praktisk erfaring til fælles viden.

Michel indså, at hvis serigrafi skulle udvikle sig, havde trykkere brug for mere end blot kneb og fastlåste arbejdsvaner. De havde brug for forklaringer, struktur, gentagelige metoder og selvtillid.

I 1960’erne kom Michel også til at indtage en central plads inden for den kunstneriske serigrafi. Han samarbejdede med kunstnere og blev en del af tidens dynamik, herunder den visuelle kultur omkring 1968. Han underviste på Hornsey College of Art i London og beskæftigede sig med serigrafi, litografi og kobberstik. I 1969 grundlagde han Sérigraphie Michel Caza i Franconville og indledte dermed en ny fase med fokus på billedkunst, reklamer i butikkerne og kreative tryk. I de følgende år trykte han for en enestående række kunstnere, herunder navne som Dalí, Chagall, Miró, Lichtenstein, Calder, Vasarely, Sonia Delaunay og mange andre. Hans bog fra 1973, *La Sérigraphie*, der var dedikeret til kunstserigrafi, var med til at give processen det, han kaldte dens »adelsbrev«.

Michels betydning ligger dog ikke udelukkende i kunsten. Han var også en af de store tekniske fornyere inden for serigrafi. I midten af 1970’erne blev han dybt involveret i udviklingen af UV-serigrafiteknologi, hvor han arbejdede tæt sammen med Jacques Mounier og Jean-Pierre Vives hos firmaet Dubuit. Deres mål var ambitiøst: at erstatte mange opløsningsmiddelbaserede systemer med én enkelt blækteknologi og mindske afhængigheden af opløsningsmidler. Michel så de miljømæssige, tekniske og produktionsmæssige fordele længe før UV blev almindeligt udbredt. Han promoverede teknologien internationalt, blandt andet i USA og Storbritannien, og udgav i 1980 bogen *The Theory and Practice of UV Screenprinting *. Dette værk var med til at etablere UV-hærdning som et stort fremskridt for branchen.

Samtidig mistede Michel aldrig kontakten med den praktiske produktionsvirkelighed. Efter at have lukket et firma i 1978 vendte han hurtigt tilbage til trykkeribranchen, da den israelske kunstner Dan Reisinger og redaktørerne Léo og Mauricio Deicas bad ham om at producere projektet »Scrolls of Fire« : Det er et monumentalt og berømt mesterværk om den jødiske diaspora, afbildet i 53 originale tryk i oplag på 250 af hver. For at færdiggøre værket inden for den stramme tidsramme lejede han et midlertidigt værksted specielt til formålet i Pontoise. Dette arbejde rørte ham dybt, og det blev et vendepunkt for Caza. Det var i dette øjeblik, han besluttede at vende tilbage til kunsttryk, reklame og industritryk. Atelier d’Art Michel Caza flyttede derefter til det nærliggende Cergy og begyndte at forbedre det, han kaldte »Cazaway-processen«. En ny teknologi udviklede sig, og hans forklaring er vigtig: »Forskning kan ikke adskilles fra den daglige virkelighed i trykkeripraksis. Det er på trykpressen, at problemerne opstår, at ideerne afprøves, og at fremtidige udviklinger fødes.« Det var på dette tidspunkt, at han mødte Thérèse – et afgørende øjeblik i deres serigrafihistorie – og herfra opbyggede de sammen Graficaza.

1980’erne bragte yderligere innovationer med sig. Michel begyndte at anvende højspændingsrammer, efter at han havde mødt Don Newman i Chicago (Newman-rullerammer), og indførte dem i sin daglige praksis fra 1984. Hans værksteder udvidede sig, først i Cergy og senere gennem Graficaza, hvor kunst, reklame og industrielt arbejde smeltede sammen. Han fortsatte med at udfordre de tekniske grænser: finlinjede halvtoner, stokastisk raster, 300-linjers halvtoner og senere stokastisk arbejde med 650 pixels per inch. Han fortsatte også sin forskning i UV-blæk til vanskelige materialer, herunder polypropylen, polyester og aluminium.

Dette blev efterfulgt af anerkendelse. Michel blev tilknyttet Academy of Screen Printing Technology og vandt mere end 160 priser på fjorten år inden for kunst, tekstiler, forlagsvirksomhed, POP, keramik, plakater, reklametavler, postkort, klæbemidler, træ og metal. Han vandt også adskillige FESPA-priser, herunder hele 22 priser ved FESPA 1996. Men disse priser var ikke blot personlige trofæer. De viste, hvad serigrafi kunne udrette, når teknisk viden, disciplineret produktion og kreativ ambition gik hånd i hånd.

Michels tilknytning til FESPA var af afgørende betydning for hans internationale indsats, idet han var medstifter af organisationen i 1962. Han var en af pionererne bag det tidlige europæiske netværk for serigrafi, vendte senere tilbage til den franske forening og blev igen medlem af FESPAs bestyrelse i 1989. I 1996 blev han formand for FESPA. På det tidspunkt havde han i årtier hjulpet serigrafitrykkerier over hele verden gennem seminarer, artikler, bøger, demonstrationer og personlig vejledning. Hans indflydelse strakte sig fra Europa til Nordamerika og Asien, fra Denver til Singapore, Beijing, Stavanger, Birmingham, Chicago, Milano, Stockholm, Barcelona, Zürich, New Orleans, Montreal og Toronto.

For FESPA-medlemmerne i dag kan medstifteren Michel Cazas bidrag forstås på tre tydelige måder.

For det første var han med til at omdanne serigrafi fra håndværk til industri. Han havde stor respekt for håndværket, men ønskede, at det skulle være systematisk, målbart og i stand til at imødekomme moderne produktionskrav.

For det andet beviste han, at serigrafi kunne være både kunstnerisk og industriel. Han bevægede sig ubesværet mellem kunsttryk, POP-udstillinger, klistermærker, reproduktioner til museer, keramiske dekaler, membranafbrydere, instrumentbræt i biler, ledende trykfarver og tekstilanvendelser.

For det tredje delte han generøst ud af sin viden. Han uddannede, informerede og inspirerede hundredvis af trykkere. Han skrev, underviste, demonstrerede og udfordrede andre til at hæve deres standarder. De, der lærte af eller var i praktik hos Michel og forstod, at den intense fokus på at forbedre og skubbe processen fremad, har haft uoverskuelig stor gavn af hans tilgang. Jeg husker, at Michel og Therese Caza var på besøg i Brighton, og vores diskussioner om fordelene og udfordringerne ved 300 lpi-raster i kunstserigrafi samt to dages gennemgang af alle elementer, lige fra rastertension, stenciltykkelse, blækreologi til farverækkefølge i CMYK-produktion. Da jeg selv begyndte min rejse inden for serigrafi i 1984, troede jeg, at jeg vidste et og andet, men Michel mindede mig om vigtigheden af vedvarende læring, der åbner nye områder, man kan udforske og være nysgerrig på i bestræbelserne på at nå vores mål.

Michel skrev engang, at serigrafitrykkerne var blevet »billedskabere«, samtidig med at de stadig var serigrafitrykkerne. Den formulering indfanger hans arv. Han betragtede processen ikke som en snæver teknik, men som en fleksibel billedskabende teknologi med et ekstraordinært anvendelsesområde. Hans liv minder os om, at fremskridt inden for trykkunsten udspringer af nysgerrighed, disciplin, samarbejde og modet til at sætte spørgsmålstegn ved de gængse grænser.

For FESPA er Michel Caza mere end blot en tidligere formand. Han er en del af forbundets levende historie: en trykker, forfatter, underviser, forsker og pioner, hvis arbejde har været med til at forme den moderne serigrafi, og hvis eksempel stadig er en klar inspiration for enhver trykker, der ønsker at udvikle sig.

Som en afsluttende bemærkning vil jeg sige, at bemærkelsesværdige mennesker som Michel har givet alt for at lægge grundstenen for os, der kom efter dem, og vi står i stor gæld til dem for deres banebrydende innovation og professionalisme. Serigrafi er stadig en dynamisk og utrolig kreativ proces, der – selvom den på nogle markeder er blevet fortrængt af bredformat-inkjet – stadig kan tilføre det kreative strejf af fluorescerende farver, metalliske effekter, duft, glitter, lak eller struktur, der forvandler det almindelige til noget ekstraordinært.

Michel Caza døde den 23. maj 2026 i en alder af 91 år – Vi vil savne ham, men vi fører hans ånd videre.