Sonja Angerer fortæller, at mange digitalt printede produkter er svære at genbruge, men at producenterne af substrater i øjeblikket arbejder på at skabe egnede løsninger.

 

EU sigter mod en økonomi med lukkede kredsløb, hvor så meget affald som muligt bliver genanvendt. Men for digitale printapplikationer er det ikke helt muligt endnu. Producenterne af printsubstrater har travlt med at finde løsninger. Nu er det op til trykkerierne og deres kunder.
Efter hver udstilling, hver POS-kampagne skal alt det ophobede affald bortskaffes. Det er rigtigt, at visse materialer, som f.eks. papir eller glas, kan sorteres og genbruges rimeligt nemt. Men det gælder desværre ikke for størstedelen af de substrater, der bruges til digitaltryk.

Billedtekst: Genbrug er et problem for mange digitalt printede produkter. Men der er allerede initiativer, der sigter mod at ændre dette. Foto: S. Angerer

Hvorfor er der ikke mange genbrugsmuligheder for mange digitale printapplikationer?

For at forstå, hvorfor digitale printapplikationer ofte er vanskelige at genbruge, er det vigtigt at forstå, hvad der normalt sker i EU med kommercielt og kommunalt affald:

  • Losseplads
  • Energigenvinding ved affaldsforbrænding
  • Genbrug til et nyt råmateriale

Desuden eksporteres partier af både sorteret og usorteret affald. Det magiske ord for effektiv genanvendelse er “sorteret”. Det betyder, at affaldet så vidt muligt kun skal bestå af ét materiale, f.eks. papir, pap eller PET-flasker. Oparbejdning er mulig med en rimelig indsats og udgift.

Alle, der kender de tyske kommuners retningslinjer for indsamling af husholdningsaffald, ved for eksempel, at yoghurtbeholderen skal bortskaffes separat fra aluminiumslåget. Denne kombination af “plastbeholder med aluminiumslåg” kan bruges til at producere to sorterede sekundære materialer.

Desværre kan produkter som f.eks. laminerede pop-up displays eller tryk på aluminiumsplader ikke adskilles så let. De forbliver et kompositmateriale, der ikke er egnet til at blive genindført i materialekredsløbet.

Men sådan behøver det ikke at være. I bilindustrien har der siden direktivet om udrangerede køretøjer i 2015 været et mål om at opnå en genbrugsprocent på 95 % af vægten. Det betyder, at der allerede findes en lang række råmaterialer fra bilproduktion og genbrug, som kan bruges flere gange.

Digitale printmedier lavet af genbrugsmaterialer

Billedtekst: Re-board (på billedet) og andre honeycomb-plader produceres af vedvarende råmaterialer. Foto: Re-board: Re-board.

Digitaltryk kræver substrater af højere kvalitet end traditionelle trykmetoder. Derfor har det været muligt at tilbyde en meget lille mængde medier, der kan produceres af delvist eller helt genbrugte materialer.

En lille undtagelse er honeycomb-plader og andre papirbaserede tryksubstrater. Genbrugsprocenten for papir i hele Europa nåede op på 71,5 % tilbage i 2015. Men selv med Re-board, som nok er den mest berømte honeycomb-plade, der bruges i trykkeribranchen, skal en del af den printbare liner produceres med en meget høj andel af friske fibre. Det er den eneste måde at sikre en førsteklasses printkvalitet på.

Verseidag-Indutex, der har været en del af Serge Ferrari Group siden august 2020, har nu udviklet Vertex, en belægning, der er fremstillet af affald fra bilindustrien. Resultatet er en belægning, der er fri for PVC, men som også er lavet af allerede genanvendt materiale. Det er en stor innovation for den digitale trykindustri. Det er meningen, at Vertex skal danne grundlag for en hel produktlinje af tryksubstrater til indvendig og udvendig brug. Sortimentet vil dække alle digitale printapplikationer til almindelig brug og vil være optimeret til HP’s latex- og UV-hærdende blæk. “Vi anbefaler bevidst ikke eco-solvent- og andre solvent-farver til Vertex-belagte materialer”, siger Stefan Altgassen, Director Business Unit Large-Format Printing hos Verseidag-Indutex. “Det ville under alle omstændigheder ikke være passende som en del af et miljøbevidst printkoncept.”

Omfattende tests er i øjeblikket i gang med beta-brugere. Verseidag-Indutex forventer, at de første produkter fra Vertex-serien kommer på markedet i midten af 2021. “Målet er at udvikle net- og bannermaterialer til de nuværende digitale printapplikationer”, forklarer Peter Michael Siemens, Head of Development & Innovation. “Hvor det er nødvendigt, vil disse også opfylde de nuværende tyske, franske og europæiske brandbeskyttelsesstandarder.”

Som alle andre net- og kappematerialer til storformatprint har Vertex-produkterne en tekstilkerne af vævet polyester. I øjeblikket bruger de konventionelle garner, fordi markedspriserne for genbrugsgarner er meget højere. Men ifølge Verseidag-Indutex’ CEO Markus Simon planlægger virksomheden “også at finde en løsning på dette problem inden for Serge Ferrari Group”. Konglomeratet har sit eget garnspinderi i Schweiz.

 

Genbrug og CO2-fodaftryk

Vertex-produkterne er i sig selv et sammensat produkt. “For at sikre de rigtige materialeegenskaber til storformatprint er der ikke noget alternativ på nuværende tidspunkt”, siger Siemens. “Men med Vertex har vi for første gang været i stand til at producere en belægning af høj kvalitet ved hjælp af tidligere genbrugsmaterialer.” Det er måske stadig muligt at finde en løsning til genbrug af Vertex-produkterne. Allerede i 2014 lykkedes det Serge Ferrari at skabe Texyloop-systemet til bannere og net med PVC-belægning. De returnerede og forarbejdede printprodukter kan genbruges som underlag i grønne tage.

Selv når affaldsmaterialerne er sorteret, er der store forskelle på, hvor velegnede de er til genbrug. PVC anses stadig for at være svært at genanvende. I mange lande bliver kasseret PCV derfor deponeret eller omdannet til energi i affaldsforbrændingsanlæg. Det sidste kan ved første øjekast virke som en dårlig idé, men faktisk er energiværdien af PVC nogenlunde sammenlignelig med brunkul. Som en virksomhed med flere produktdivisioner, bl.a. til tekstilarkitektur og midlertidige bygninger, er Verseidag-Indutex medlem af brancheinitiativet VinylPlus, som kæmper for øget genanvendelse af PVC til brug som råmateriale i nye produkter.

Andre producenter af tryksubstrater koncentrerer sig udelukkende om PVC-frie alternativer uden brug af genbrugsmaterialer eller downstream-genbrugsmetoder. I september 2020 præsenterede Heytex for eksempel sine Ecotex-produkter. De er klassificeret som holdbare i omkring et år under udendørs forhold i Nordeuropa. Da de er lettere end PVC-produkter med lignende præstationsdata, er de lettere at transportere og kan dermed hjælpe med at opnå et mindre CO2-fodaftryk.

Billedtekst: Neschen har for nylig udvidet sin portefølje af PVC-frie produkter. På billedet: Neschens hovedkvarter i Bückeburg. Foto: Neschen

I november præsenterede Neschen sin Easy Dot-portefølje, en ny selvklæbende mat film. Filmen er produceret uden PVC og uden opløsningsmidler, fordi klæbepunkterne er vandbaserede. Selve filmen er lavet af polypropylen eller PP. Men produktionen af PP, som er et udbredt alternativ til PVC i trykkeribranchen, har et særligt højt energiforbrug. Desuden er dataene for PP-medier til udendørs brug betydeligt dårligere end for PVC. Det betyder, at et print måske skal udskiftes flere gange, hvilket fører til større materialemængder. Selvom PP anses for at være særligt velegnet til genbrug, var den faktiske genbrugsrate i 2017 mindre end én procent. Det er det laveste tal for nogen plast i udbredt brug.

Det er derfor vanskeligt at bestemme et økologisk fodaftryk for forskellige tryksubstrater. Re-board offentliggjorde et for sine produkter med beregninger baseret på CEPI- og ISO 14040-specifikationerne. Energikilden til produktion af tryksubstratet er meget vigtig for beregningen af det økologiske fodaftryk. Hos Verseidag-Indutex blev produktion og administration stort set CO2-neutral i midten af 2020 på grund af et nyt, højtydende solcelleanlæg og brug af certificeret grøn elektricitet. Resten udlignes med certifikater.

De fleste producenter af film og substrater til trykkeribranchen har iværksat initiativer for at minimere deres produkters indvirkning på miljøet. Hos Avery Dennison har forskellige tiltag f.eks. gjort det muligt at reducere udledningen af drivhusgasser med 8.000 tons.

Det er dog vigtigt at forstå, at eventuelle forbedringer fra producentens side kun kan påvirke produktionen af tryksubstratet. Emissioner, der opstår i løbet af materialets livscyklus, f.eks. som følge af distribution, logistik, forarbejdning, installation og endda genbrugsprocessen, er en “ekstra ting”.

 

Hvordan kan digitale printprodukter blive mere miljøvenlige?

Hvad er det økologiske fodaftryk og genanvendeligheden af digitalt printede produkter? Den berømte Facebook-forholdsstatus “det er kompliceret” ville være et godt svar. En af grundene er, at CO2-fodaftryk og genanvendelighed på ingen måde er det samme, selv om de hænger sammen.
Men der er nogle ting, digitale printere kan gøre for at minimere deres produkters indvirkning på miljøet. Det starter lige fra designfasen:
  • Valg af egnede materialer
  • Undgå produktion af sammensatte produkter, f.eks. ved laminering
  • Udvikling af applikationer, der kræver mindre materiale
Printproduktion spiller en afgørende rolle i at gøre digitale print mere miljøvenlige. Passende foranstaltninger omfatter:
  • Effektiv maskinpark
  • Effektivt workflow med få afvisninger og lidt spild
  • Brug af miljøvenlige energikilder (varmepumpe, solsystem, grøn energi osv.)

Et tiltag kan dog kun blive en succes, hvis forbrugerne af tryksager selv spiller en rolle. Lippenbekendelser er ikke nok; de skal være villige til at betale deres del af prisen for grønnere substrater og mere genbrug. Det er en stor og vigtig opgave for digitale printere at overbevise deres kunder. Hvis der er én ting, vi har lært i løbet af de sidste par måneder, er det trods alt dette: Vi kan kun komme igennem det her sammen.