Muligheder for storformatprintere inden for mærkning

Nessan Cleary fortæller, hvordan mærkning kan være en unik mulighed for leverandører af storformatprint, som ønsker at udvide og diversificere deres forretning.

Etikettering, som oftest ses som et smalt webformat, virker måske ikke som den mest oplagte retning for en storformatvirksomhed at bevæge sig ind på. Og alligevel har flere leverandører i de senere år vist etiketpresser på Fespa-udstillingerne. Etikettering kan være en relativt billig og ligetil måde at komme ind på det voksende emballagemarked på. Endnu vigtigere er det, at det er fornuftigt at diversificere virksomheden for at give en vis grad af beskyttelse, når tiderne er hårde, som de så ofte er!

Det er muligt at producere korte oplag af etiketter på en bredformatprinter, men du skal stadig udstanse etiketterne, så de kan trækkes af, og de fleste etiketteringsopgaver fungerer bedre, hvis etiketterne leveres på en rulle. Der findes masser af skæreløsninger, som kan klare begge disse problemer. Men ud over en vis volumen er det simpelthen mere effektivt at investere i en dedikeret produktionslinje til etiketter, komplet med print og konvertering.

Det er generelt accepteret, at oplagslængden på etiketter falder, primært fordi mærkerne forsøger at bruge mere målrettet markedsføring og versionering. Størstedelen af etiketterne bliver stadig trykt på konventionelle smalbaneflexopresser, men digitale etiketpresser er blevet mere almindelige i de sidste ti år eller deromkring. For nylig er der også kommet en række hybridpresser, som enten tilføjer digitaltryk til en flexopresse eller tilføjer et begrænset antal flexoenheder til spotfarver og konverterer til en digital presse. Pandemien øgede også interessen for digitaltryk, da det gjorde det muligt for virksomheder hurtigt at ændre deres produktmix til fordel for fødevarer og medicin under de forskellige nedlukninger, som vi alle oplevede.

Der er også en voksende overgang mellem etiketter og emballage med en tendens til at køre små emballageapplikationer som f.eks. poser på smalbanepresser. Det har ført til, at etiketpresserne er blevet bredere for at kunne håndtere flere typer emballage. De fleste digitale etiketpresser tager substrater op til ca. 340 mm i bredden. Nogle digitale maskiner kan blive bredere, op til omkring 510 mm, og denne tendens vil kun fortsætte. Du skal dog tænke nøje over konverteringsudstyret for at udnytte dette.

Et andet problem er farveskalaen. Inden for mærkning, ligesom inden for emballage, bruges der typisk mange spotfarver, så mærkerne kan specificere deres farver præcist. Men det resulterer i en vis mængde klargøringstid mellem job på en flexopresse for at vaske cylindrene ud og udskifte spotfarverne. Da digitale presser bruger det samme farvesæt til hvert job, er der meget lidt klargøringstid mellem jobbene, hvilket er en af de største fordele ved en digital presse. De fleste digitalpresser kan producere en ret bred farveskala med de fire procesfarver, men nogle tilbyder også yderligere farver, typisk orange, grøn og violet. De fleste etiketpresser har også hvidt blæk, som er vigtigt til print på mørkere etiketmaterialer samt gennemsigtige etiketter til det stadig mere populære no-label-look.

Teknologi til udskrivning af etiketter

Hvis man ser bort fra de konventionelle flexopresser, er der flere digitale teknologier at vælge imellem. Den mest oplagte er single pass inkjet, hvor de fleste af de nuværende inkjetpresser bruger UV-hærdende blæk, der kan printe på de fleste af de forskellige labelsubstrater, der er tilgængelige, uden at kræve yderligere behandling. Der er mange forskellige leverandører, der fremstiller inkjetpresser, herunder konventionelle flexoproducenter som Gallus og Bobst samt etablerede digitale aktører som Durst, Domino, Epson og Screen. Der er også nyere aktører som det kinesiske firma Flora og den indiske producent Monotech. De ældre maskiner kører med hastigheder på omkring 50 mpm, men i den øvre ende af dette interval kan de nå op på 80 til 100 mpm.

Mange leverandører af digitale etiketpresser arbejder på at udvikle vandige trykfarver til etiketpresser. Det skyldes dels, at etiketindustrien bliver mere bevidst om sit miljømæssige fodaftryk, men også at vandbaseret blæk vil være mere velegnet til fødevareemballage. Flere leverandører har udviklet entry level labelpresser, der bruger Memjets termiske printhoveder og vandbaseret blæk, men de kræver en coating til syntetiske materialer. Canon har vist en prototype, LabelStream 2000, der bruger termiske printhoveder kombineret med vandbaseret blæk. Den skulle være tilgængelig næste år. Epson sælger også SureColour L-4733A/W, som bruger en vandbaseret resinblæk og tilbyder CMYK plus orange og grøn med en valgfri hvid. Dette er dog ikke en single pass-maskine og er begrænset til 8,2 mpm.

Det vigtigste alternativ til inkjet er toner, som er meget mindre kræsen end inkjet med hensyn til substrater. Xeikon, som var tidligt ude på markedet for digitale etiketter, har udviklet Cheetah-serien af etiketpresser, som bruger elektrofotografering med tør toner, har fem farver og kører ved 42 mpm. Xeikon har også udviklet en variant, Titon, som primært er rettet mod emballage. Xeikon har garderet sig og sælger også Panther-serien af UV-inkjet-etiketpresser.

Konica Minolta har brugt tørtonermotorerne fra sine produktionsprintere som grundlag for udviklingen af AccurioLabel-serien af etiketpresser. De er omkostningseffektive, men også robuste nok til at modstå kontinuerligt arbejde i flere skift. De er ikke de hurtigste maskiner, men de er velegnede til meget små oplag, så de dyrere presser kan bruges til større oplag.
Så er der tilgangen med flydende toner, som foretrækkes af HP Indigo, der både fremstiller dedikerede smalbane-etiketpresser som 6K og den bredere 200K, der også er rettet mod emballagemarkedet. Den nyeste HP Indigo-presser, V12, siges at være den hurtigste digitale smalbanepresser, der findes i øjeblikket, med en maksimal hastighed på 120 mpm.

Den anden ting, man skal overveje, er den forædling, der er nødvendig for at forvandle trykkene til etiketter. Der er en række forskellige efterbehandlingstrin, herunder udstansning af etiketterne, laminering og foliering. Der er meget, der taler for at starte med en hybridpresse, hvor al trykning og efterbehandling foregår inline. Men en dedikeret efterbehandlingslinje giver mere fleksibilitet, især hvis du kører med flere labelpresser. Det er her, en konverteringslinje med flere stationer som ABG’s Digicon 3 kommer til sin ret.

Konklusionen er, at mærkning er en relativt ligetil markedssektor for erfarne storformatbrugere at diversificere til. Det omfatter også en vej ind på emballagemarkedet, som mange storformatprintere allerede kigger på. Der er et udvalg af forskellige printteknologier, men grundlæggende er det et spørgsmål om at afbalancere det produktivitetsniveau, man har brug for, med det investeringsniveau, man ønsker at foretage, hvilket også gælder for bredformat.