Hvilke funktioner skal du kigge efter i en storformat RIP?

Nessan Cleary diskuterer, hvordan udvalget af funktioner i en given storformat-RIP bestemmer printerens samlede produktivitet, og hvilke funktioner brugerne skal kigge efter i en storformat-RIP.

Alle digitale printere, uanset om det er en billig skrivebordsprinter eller en maskine til flere millioner pund på størrelse med et hus, har brug for en RIP – eller Raster Image Processor – til at oversætte det, der skal printes, fra en computerfil til de præcise prikker, som den pågældende printer er i stand til at producere på et substrat. Det gælder også for storformatprint, men en moderne RIP til storformatprint tilbyder en hel del flere muligheder – nogle mere end andre.

Mange af de RIP’er, der er tilgængelige i øjeblikket, vil være baseret på Adobes PDF Print Engine, hvilket garanterer et grundlæggende niveau af kapacitet, såsom evnen til at åbne en lang række filformater og til at udgive printbare PDF’er. Den seneste version, APPE 5.5, har en Fine Line Rendering-algoritme, der giver skarpere linjer og mere læsbar lille tekst. I de sidste to år er der dog kommet flere bredformat-RIP’er, som er baseret på Global Graphics’ Harlequin RIP, herunder Durst Workflow, Roland VersaWorks 6, Mutoh VerteLith og Mimaki RasterLink 7.

Mange printerleverandører sælger deres egen RIP, ofte til en lille eller ingen ekstra pris, og som kan hjælpe med at differentiere en printer fra en anden. Tidligere har disse RIP’er bare været mærkevareversioner af tredjeparts-RIP’er, men i stigende grad udvikler printerleverandører deres egne RIP’er. Du kan dog opleve, at de er begrænset til kun at køre printere fra den pågældende producent, så du er nødt til at udskifte RIP’en, når du skifter til en anden hardwareleverandør.

Billedtekst: Fanen Print Queue i Wasatch 8.0 RIP giver brugerne mulighed for at prioritere rækkefølgen af printjobs.

Disse RIP’er fra dedikerede softwareudviklere bør tilbyde mange flere funktioner, hvilket vil hjælpe med at fremtidssikre en virksomhed, når den vokser og tager nye enheder i brug. Den anden fordel ved at købe en RIP fra en dedikeret udvikler er, at du kun behøver at uddanne printeroperatører i én type software til at køre output til alle de forskellige printere og skæremaskiner. Ulempen er, at det kan være nødvendigt at tegne et separat abonnement på RIP’en for at få opdateringer og nye funktioner.

Mange RIP-leverandører tilbyder flere versioner af deres software, f.eks. en grundlæggende RIP til en begynderprinter, et mellemniveau til større, mere produktive printere og en dyrere udgave til drift af flere printere, typisk op til fire maskiner. Du skal bruge en rimelig kraftig server til at køre output til flere printere, men den bør give dig mulighed for at fordele printjobbene mellem alle printerne.

Der er visse funktioner, som selv den mest basale RIP skal kunne, selvom nogle måske er bedre end andre og tilbyder mere automatisering af forskellige processer. Det omfatter udskrivning af et job, mens man RIP’er det næste, hvilket er vigtigt for at opretholde produktiviteten ved at sørge for, at printeren rent faktisk udskriver og ikke venter på den næste fil. Det skal også være muligt at prioritere jobs i printkøen, f.eks. for at afslutte et job, der haster, eller for at levere et konstant flow af arbejde til andre processer som f.eks. et skærebord for at forhindre flaskehalse andre steder i produktionen. Det skal også være muligt at arkivere hvert job, komplet med alle de anvendte indstillinger, så man hurtigt kan genoptrykke jobbet senere.

Desuden bør enhver RIP automatisk kunne samle forskellige printjobs og indlejre dem på et ark eller en rulle for at udnytte medierne bedst muligt med mindst muligt spild. RIP’en skal også automatisk kunne oprette beskæringsmærker, gennemløbshuller og øjer samt skærefiler, der kan sendes til et skærebord.

Alle RIP’er tilbyder også en vis grad af farvestyring. I sin mest basale form kan det betyde muligheden for at læse ICC-profiler for at bestemme den optimale mængde blæk, der skal lægges på, plus hærdning eller tørring for et givet medie. RIP’en bør også komme med et bibliotek af medieprofiler, der kan dække alle de substrater, du måtte ønske at bruge, og i nogle tilfælde vil du kunne redigere disse profiler – måske for at få bedre resultater eller for at genbruge en profil til et lignende medie.

Mere avancerede systemer giver dig også mulighed for at oprette dine egne medieprofiler, hvilket er praktisk, hvis du vil bruge ikke-standardiserede medier. Sådanne funktioner understøtter typisk X-Rites sortiment af spektrofotometre, så du bør tjekke, om der er understøttelse, hvis du bruger et andet mærke som Barbieri LFP-serien.

Det er endnu bedre, hvis der er mulighed for at optimere blækforbruget ved at justere farveseparationer og mætningsniveauer, hvilket kan føre til dramatiske besparelser på blækomkostningerne. Et andet vigtigt aspekt af farvestyring er muligheden for at konvertere spotfarver, hvilket er særligt nyttigt til emballage og visse POS-applikationer i detailhandlen.

Noget RIP-software indeholder også en vis grad af redigering. Det kan være alt fra at foretage ændringer eller rettelser i sidste øjeblik i en fil for at undgå at skulle sende den tilbage til kunden og helt op til fuld designkapacitet. Muligheden for at designe billeder ved hjælp af printersoftwaren kan være attraktiv for mindre trykkerier, og RIP’er som SAi’s FlexiSign henvender sig til dette marked.

Billedtekst: Muligheden for effektivt at samle eller indlejre flere jobs på samme ark skal spare penge ved at minimere mediespild, som det ses her i Calderas PrimeCentre.

Men det afhænger af, hvor meget arbejde man ønsker at udføre i RIP-stadiet ved siden af printeren. Mange større virksomheder er måske bedre stillet med et workflow, der kan opdele nogle funktioner fra printeroperatøren til et preprint-studie, så printeroperatøren kan koncentrere sig om selve udskrivningen. De fleste af de store RIP-udviklere tilbyder workflows i stedet for RIP’er, f.eks. Onyx Thrive og Caldera PrimeCenter, mens Agfa har taget sit Apogee prepress-workflow og skabt en version specielt til storformatbrugere kaldet Asanti. Eskos Automation Engine-workflow, som egentlig er designet til emballage, bruges også i vid udstrækning til at drive storformatprintere på grund af dets CAD-funktioner.

Den anden mulighed er selvfølgelig at opbygge sit eget workflow ved at integrere forskellige pakker. Du kan f.eks. bruge en relativt grundlæggende RIP til at styre hver printer, med et dedikeret udlægningsprogram til at tage sig af indlejring og separate programmer til farvestyring, preflighting osv.

Konklusionen er, at den moderne storformat RIP er meget mere end bare en RIP, ikke længere bare software til at styre en printer. I sidste ende afhænger fortjenesten for de fleste trykkerier af, hvor mange jobs man kan producere, og RIP-softwaren spiller en stor rolle for, hvor hurtigt man kan forberede disse jobs og få dem ind i printkøen, printet og på vej til efterbehandling.