Farvestyring opfattes ofte som et vanskeligt emne, som mange storformatprintere har svært ved at mestre.
I virkeligheden er farvevidenskab enormt kompliceret med mange variabler, der skal tages højde for, men det er relativt ligetil at omsætte farvestyring til praksis.
Farvestyring handler om at måle udstyret for at kunne gengive farverne i en given fil første gang, så man sparer både tid og penge på fejl. Desuden kan farverne nemt gentages, hvilket betyder, at hvis en del af grafikken bliver beskadiget, er det kun den del, der skal trykkes igen, og farverne vil passe sammen. Farverne bør stadig matche, selv om du skifter til en anden printer.
De fleste af variablerne kan håndteres ved at profilere udstyret. Det grundlæggende koncept er blevet kodificeret af International Color Consortium, og der findes forskellige klasser af ICC-profiler til de forskellige enheder. Skærme kræver således inputprofiler, der beskriver karakteristika for en given skærm. Men printere bruger outputprofiler, som ikke kun beskriver printeren, men også substratet og det anvendte blæk.
Heldigvis arbejder de fleste bredformatprintere med et enkelt blæksæt, men du har stadig brug for en forskellig profil, ikke kun til hvert underlag, men også til hver enkelt kvalitetstilstand, som du sandsynligvis vil bruge det pågældende underlag i. Profilen bestemmer, hvor meget blæk der lægges på, og hvor meget opvarmning eller hærdning der anvendes. Som en grov vejledning er der en del spillerum med mange UV-printere, fordi UV-blæk hærder med det samme, men meget mindre med nogle opløsningsmiddelprintere, og profilen skal være helt præcis til varmefølsomme materialer på en latex-maskine.
De fleste printere kommer med såkaldte “dåseprofiler”, og det samme gør de fleste substrater. Men du får bedre resultater, hvis du laver dine egne profiler, som tager højde for de specifikke miljøforhold omkring din printer, f.eks. luftfugtighed og temperatur. Det burde også reducere blækforbruget, da stort set al farvestyringssoftware indeholder en form for blækoptimering, som kan reducere blækforbruget med op til 30 procent.
Farverum
Et indlysende problem er, at de fleste filer ses på en skærm i RGB og derefter udskrives i CMYK. Der er ikke plads her til at argumentere for fordelene ved de enkelte farverum, ud over at de fleste designere bør arbejde i Adobe RGB (98), som har et ret bredt farverum.
Der findes flere CMYK-farverum, men Fogra39 er nok det mest udbredte i Europa og er et godt udgangspunkt, uanset hvor man befinder sig. Den største fordel ved Fogra39 er, at det bruges til offsettryk, så det bliver lettere at matche opgaver med andre trykprocesser, f.eks. at sikre, at plakater passer sammen med emballage. Men de fleste bredformatmaskiner kan producere en bredere farveskala end offsetpresser, og det er ikke sikkert, at du ønsker at begrænse dette.
Standard ICC-konceptet indebærer, at man bruger et farvematchningsmodul eller CMM til at konvertere RGB-farver først til et uafhængigt LAB-farverum og derfra til CMYK. Både Windows- og Mac-operativsystemer har deres egen indbyggede CMM, og det samme har Adobe Creative Suite og de fleste farvestyringssoftware.
Men der er et alternativ – DeviceLink-profiler – som bliver mere og mere populært. DeviceLink-profiler ligner ICC-profiler, men skærer mellemleddet væk og går direkte fra RGB- til CMYK-enheder. De er mindre fleksible end de mere almindelige ICC-profiler, men der er gode argumenter for, at de er mere nøjagtige.
RIP’er og farveservere
De fleste bredformatprintere leveres med en dedikeret RIP, så alle, der har flere printere, vil sandsynligvis have flere forskellige RIP’er. I teorien burde farvestyringen sikre, at alle disse printere er i stand til at producere de samme farver, men de fleste eksperter anbefaler, at man bruger en enkelt RIP til at opnå mere ensartede resultater.
Det er dog ikke alle RIP’er, der kan understøtte flere printere, og du vil næsten helt sikkert skulle købe ekstra licenser eller drivere. Du bliver sandsynligvis nødt til at indregne ekstra arbejdsstationer for at klare det ekstra behandlingsarbejde. De fleste RIP’er kan håndtere ICC-profiler, selvom muligheden for at oprette og redigere disse profiler kan være et tilvalg.
Der er også et voksende antal bredformat-workflows, som kan adskille filforberedelsen fra den egentlige drift af printeren. Nogle af disse, såsom Onyx Thrive, har udviklet sig fra eksisterende RIP’er. Men andre, som Agfa Asanti og GMG ProductionSuite, er designet som modulære workflows. I begge tilfælde er muligheden for at centralisere farvestyringen et vigtigt salgsargument, og alle disse har faciliteter til at oprette og styre ICC-profiler.
Som med mange RIP’er kan SAi’s FlexiSign Pro bruges til at lave og redigere ICC-farveprofiler.
Næste skridt er en farveserver, som kan automatisere farvestyringen af indgående filer til flere enheder og fungere på tværs af blandede printmiljøer, herunder offset og flexo samt bredformat. GMG’s ColorServer er et af de mest udbredte systemer. Det indeholder en profileditor og kan også optimere PDF’er til printproduktion.
Konklusion
En anden vigtig overvejelse er, at farver i høj grad ligger i beskuerens øje. Ideelt set bør du bedømme farverne under en kendt lyskilde, som f.eks. i en visningskabine, selv om det ikke altid er praktisk, når det drejer sig om arbejde i stort format.
Men du bør i det mindste afsætte et område med ensartet belysning og neutrale farver på væggene til at bedømme udskrifter og prøvetryk. Det er også værd at bemærke, at varme og omgivelsesforhold kan påvirke farveoutputtet fra en bredformatprinter. Nogle high street-bureauer lader printeren stå i vinduet for at reklamere for tjenesten og undrer sig så over, hvorfor farverne bliver trykt anderledes om eftermiddagen!
Som vi har bemærket, ligger det vigtigste aspekt af farvestyring i en bredformatkontekst i kvaliteten af de anvendte profiler. I del to af denne historie ser vi på de forskellige enheder, der bruges til at lave disse profiler.