Paul Lindström diskuterer det grundlæggende i billedforbedring og mere avancerede muligheder, herunder Camera RAW og HDR-fotografering (High Dynamic Range).

Der var engang, hvor alle billeder, der blev forberedt til tryk, blev kontrolleret og ofte grundigt retoucheret og optimeret af professionelle billedbehandlere. Sådan er det ikke længere: Mange billeder bruges mere eller mindre direkte fra digitalkameraet, uden at der er gjort meget ved dem. Det er for det meste fint nok, men der er stadig nogle generelle aspekter af digital billedbehandling, som stadig gælder, så selv mere avanceret billedbehandling kan være besværet værd. Lad os gennemgå nogle af de grundlæggende ting og derefter kort berøre nogle mere avancerede muligheder.

Selv om moderne digitale spejlreflekskameraer og selv de bedste mobiltelefoner skaber meget gode fotos uden det store behov for manuel redigering, er der nogle centrale aspekter af, hvad der får et foto til at se rigtig godt ud rent teknisk. Den følgende liste er ikke nødvendigvis i rækkefølge efter, hvad der er vigtigst, for det er noget subjektivt. Det afhænger ofte af, hvilken slags motiv der er på billedet, og hvilken slags brug billedet vil få. Men et af de første aspekter er skarphed, hvis opløsningen er høj nok. Det næste er kontrast, dvs. er de hvide områder faktisk hvide, eller er de grålige? Og er de dybe sorte områder virkelig så sorte, som de burde være? Hvis ikke, vil billedet se fladt og kedeligt ud.

Så er der gråbalancen, hvor ikke alle kameraer formår at behandle det rå billede, som sensoren har optaget, på en optimal måde. Hvis gråbalancen er forkert, ser alle andre farver også lidt forkerte ud. Endelig har vi spørgsmålet om farvenøjagtighed. Er nøglefarverne tro mod det, vi ved, de er i det virkelige liv? Hvis ikke, er der nogle ting, vi kan gøre for at løse problemet, enten manuelt eller ved at anvende farvestyring efter vores bedste overbevisning. Vi gennemgår de fire trin et efter et og ser, hvad der kan gøres i forskellig software for at hjælpe os med at forbedre vores billeder og optimere dem til det endelige print.

Skarphed

Hvor skarpt et billede fremstår, afhænger af en række faktorer. En af dem er den opløsning, som billedet blev taget med, men også objektivets kvalitet, og om billedet blev taget uden bevægelse af kameraet. Vi har ikke plads til en hel fotolektion her, hvor vi beskriver, hvordan man tager det perfekte billede, men lad os i stedet antage, at vi er nødt til at gøre, hvad vi kan, for at forsøge at gøre et billede, der ikke er perfekt, skarpere. Vi har selvfølgelig sikret os, at vi har adgang til det originale billede, og vi kan bruge alle de tilgængelige billeddata. Tommelfingerreglen gælder stadig: Et foto skal have dobbelt så høj opløsning i Pixels Per Inch (PPI) som den opløsning, der bruges i print, Lines Per Inch (LPI). Det er her, den almindeligt foreslåede billedopløsning på 300 ppi kommer fra, da en skærmopløsning på 150 lpi mere eller mindre var standard i offsettryk i mange år. Selv om skærmtyperne og -opløsningerne er anderledes ved digitaltryk end ved analoge trykmetoder, er en billedopløsning på 300 ppi stadig et godt generelt forslag. Hvis billedet skal ses på afstand, kan du måske nøjes med en lavere billedopløsning for at undgå unødigt store filstørrelser.

Billedtekst: Selv om der er grænser for, hvad man kan gøre for at gøre et billede skarpere, kan Unsharp Mask-værktøjet i for eksempel Adobe Photoshop nogle gange forbedre et billede betydeligt. Ved hjælp af et andet værktøj kan man gøre udvalgte områder af billedet ekstra skarpe.

Det mest almindelige trick til at få et billede til at se skarpere ud er at anvende en uskarp maske i for eksempel Photoshop. Ordet kan virke mærkeligt, men det kommer fra den gamle manuelle måde at gøre det på i et reprokamera, når man lavede farveseparationer af billedet. Man lavede en kopi af billedet og brugte en diffusionsfilm til at sløre kopien en smule. Denne kopi blev derefter vendt om og placeret oven på det originale billede. Der opstod en kontur ved kanterne af objekter i billedet, som blev kopieret til det endelige billede af den sorte separation. Denne tynde kontur skabte en visuel effekt, som fik billedet til at se skarpere ud. Brug denne funktion i software med måde og forsigtighed, for hvis du prøver at gøre billedet for skarpt, vil det se mærkeligt ud, og konturerne omkring objekter vil skille sig ud på en forstyrrende måde.

Et trick er kun at gøre udvalgte områder af billedet skarpere, f.eks. øjnene på en person eller enkelte objekter i et billede, f.eks. et smykke. Og lad resten af billedet være, som det er, selv om det ikke er så skarpt, som du måske ville have foretrukket.

Kontrast

Den mest almindelige måde at tjekke, om der er nok kontrast i et billede, er at åbne histogram-billedanalysefunktionen (i Photoshop hedder den Levels). Her kan du se, om det, der burde være næsten hvidt eller næsten sort, er ved tonekurvens endepunkter. Hvis ikke, skal du justere kurven, så pixels, der i virkeligheden er hvide, får den pixelværdi (nær RGB 255, 255, 255), mens dybe sorte skal være nær RGB 0, 0, 0. Nu bør billedet se meget bedre ud, og et billede, der før så fladt og kedeligt ud, vil pludselig få liv.

Billedtekst: Nogle billeder ser flade og kedelige ud, og det kan skyldes, at hvid- og sortpunkterne ikke er indstillet korrekt. Ved at tjekke toneniveauerne og justere dem, hvis det er nødvendigt, genoprettes kontrasten, og billedet kommer til live (se humlebien i boksen i øverste venstre hjørne, efter at niveauerne er blevet justeret!

Grå balance

Selv om alle kameraer forsøger at justere både hvidpunkt og gråbalance, så de er korrekte, er der nogle billeder, der ikke ser helt rigtige ud. Det kan være, at lysforholdene, da billedet blev taget, gav et farvestik, f.eks. blåligt, hvis billedet blev taget udendørs, og billedet er domineret af skyggeområder. Eller hvis billedet er taget med kunstigt lys, og lyskilden har givet et grønligt eller gulligt farvespil. Hvis du har adgang til raw-billedfilen for dette foto, kan du justere hvidpunktet i f.eks. Adobe Lightroom eller en anden Camera RAW-billedprocessor som DxO PhotoLab. Når du ændrer hvidpunktet, vil den overordnede gråbalance også blive påvirket. Hvis det ikke er nok, kan man ændre gråbalancen yderligere. I Photoshop kan det gøres med funktionen Niveauer i det samme vindue, som blev nævnt tidligere (find den i menuen Billede/Justeringer/Niveauer).

Farvenøjagtighed

I mange tilfælde vil man gerne have, at nøglefarverne i billedet er så nøjagtige som muligt, så græs skal se grønt ud, en blå himmel skal se blå ud, chokolade skal se lækker brun ud osv. Hvis det ikke er tilfældet, kan du enten foretage selektive farveændringer manuelt eller forsøge at kalibrere dit kamera, så det i første omgang producerer mere farvenøjagtige billeder.

Hvis du vil ændre enkelte farver, kan du prøve værktøjet Selective Color i Photoshop, hvor du tager udgangspunkt i grundfarverne rød, grøn, blå, cyan, magenta og gul og kan ændre de hvide, neutrale (grå) og sorte områder. Hvis du ikke får det resultat, du håber på med dette værktøj, kan du prøve værktøjet Replace Color og vælge de områder i billedet, der skal ændres.

Hvis du har kontrol over det lys, der bruges i billedet, f.eks. hvis du tager dine billeder i et studie, kan du kalibrere dit kamera og lave en tilpasset ICC-profil til det lysmiljø. På den måde får du mere farvenøjagtige billeder direkte ud af kameraet med mindre behov for manuelle justeringer. Men det virker kun for billeder, der er taget i samme lysindstilling, og det er kun værd at gøre, hvis du tager mange billeder i samme session. En skræddersyet ICC-profil til et digitalkamera gælder kun for netop den lysopsætning, ikke for billeder, der er taget under andre lysforhold.

Mere avancerede billedforbedringer

Ovenstående handler om billeder, der allerede er taget, og hvor man forsøger at få mest muligt ud af dem bagefter. Vi vil nu foreslå nogle teknikker til at få billeder af højere kvalitet, hvis du kan påvirke, hvordan billederne bliver taget i første omgang.

Billedtekst: En måde at udvide det tonale dynamiske område på er at kombinere flere eksponeringer til én. Dette kaldes HDR-billeddannelse (High Dynamic Range). Her er tre forskellige eksponeringer kombineret til et endeligt billede. Den ene eksponering er med normale indstillinger i kameraet, de to andre er under- og overeksponeret. Med et meget stort dynamisk område kan man indfange detaljer i både skyggeområder og i de lyse områder.

Vi har nævnt Camera RAW før, og professionelle fotografer bruger det normalt til at få mest muligt ud af deres kameraer. Men som navnet antyder, behandler dette billedfilformat ikke billederne, men gemmer de optagne billeddata ubehandlet, lidt ligesom med gamle farvenegativer. Billeddataene har en 16-bit tonedybde, hvilket betyder, at du kan lege med over 65.000 gråtoner, når du behandler eller redigerer billedet. Hvis et billede gemmes som sRGB eller Adobe RGB, er det normalt i 8 bit, så det har kun 256 niveauer af grå per RGB-kanal. Det reducerer mulighederne for at ændre billedet uden at miste farvedata i processen. Så brug Camera RAW, hvis du kan, eller foreslå fotografen at gøre det til de billeder, du bestiller, så får du mere plads og flere muligheder for at foretage de sidste justeringer senere.

En anden måde at opnå fantastiske billeder på er at bruge HDR-teknikken (High Dynamic Range). Det betyder, at man tager flere eksponeringer af den samme scene og derefter kombinerer dem til ét endeligt billede. Mens et foto taget med én eksponering har et dynamisk område på måske 12-14 f-stop (hvor man kan se detaljer i både skyggeområder og højlys), kan man ved hjælp af HDR øge dette område til måske 24 f-stop eller mere. Med tre eksponeringer tager man et billede med normal, optimal eksponering, typisk baseret på toneværdierne i mellemtonerne, og derefter et overeksponeret billede og til sidst et undereksponeret billede. Photoshop har en grundlæggende funktion til at flette sådanne billeder sammen til den endelige HDR-version, men der findes andre dedikerede programmer til dette, f.eks. Aurora HDR fra Skylum Software.

Få mest muligt ud af dine billeder, før du sender dem til print. Gå hurtigt igennem de fire grundlæggende trin, der er nævnt ovenfor, og hvis du vil gå videre, kan du eksperimentere med forskellige RAW-billedprocessorer og HDR-fotografering.

Wild Format-guiderne har til formål at udbrede kendskabet til og forståelsen af de vanvittige ting, der kan skabes på digitale bredformatprintere, fra gulve til lampeskærme og alt derimellem. Disse vejledninger er gjort mulige af en gruppe producenter, der arbejder sammen med Digital Dots. Denne artikel er støttet af HP og Digital Dots.