I slutningen af 2022 blev der afholdt to partskonferencer (COP’er): 27 for klima og 15 for biodiversitet. Begge emner er forskellige, men meget tæt forbundne, med et fælles problem – vores planet tager skade af vores aktiviteter. Løsningerne er meget enkle: Gør mindre af det, der forårsager problemet, og mere for at rette op på det.
Begge havde andre fællestræk: en aftale om, at de, der har størst indflydelse på problemerne, skal kompensere dem, der er i den modtagende ende, så de kan tilpasse sig og til en vis grad overvinde det, der sker med dem, og så de undgår at skulle gå samme vej som os. Plus en aftale om, at der skal gøres noget, og at der skal sættes mål for det. For begge er levering af alt dette den vigtige del, og det sker ikke i øjeblikket. Som enhver god forretningsmand ved, hjælper planer ikke noget – det er handlingerne i dem, der tæller.
Hvad der blev aftalt
På COP 27 (klima) endte diskussionerne om kompensation, som har været debatteret i årtier, med en aftale om at yde “tab og skade”-finansiering til sårbare lande, der er hårdt ramt af klimakatastrofer. Ulempen ved dette er, at der ikke er nogen fast plan eller detaljer, og heller ikke nogen fond – dette skal diskuteres på COP 28 senere på året. Den finansiering, der tidligere er aftalt for at hjælpe udviklingslandene med at komme ind på en kulstoffattig vej, er stadig ikke på vej til at opfylde et mål, der skal nås i 2020.
Akademisk forskning har givet emnet mere vægt og objektivitet: World Weather Attribution-initiativet er et samarbejde mellem flere universiteter rundt om i verden, som er grundlagt for at analysere ekstreme vejrbegivenheder og fastslå klimaforandringernes bidrag. Det kan hjælpe med at gøre fremskridt, men som den amerikanske klimaudsending John Kerry advarede om, er der brug for en hurtig reaktion fra de rige lande. “Jeg har skrevet om den øgede frustration og vrede hos ø-stater og sårbare lande og små afrikanske nationer og andre rundt om i verden, som føler sig som ofre for det faktum, at de udgør en forsvindende lille del af udledningerne”, sagde han. “Og alligevel betaler [de] en meget høj pris. Sytten af de 20 lande i verden, der er hårdest ramt af klimakrisen, ligger i Afrika, og alligevel står 48 lande syd for Sahara for 0,55 % af alle udledninger.”
Hvad angår forbedringsplaner, er de i øjeblikket ikke på vej til at holde opvarmningen under 1,5 °C, selv hvis de alle blev gennemført – der er en praktisk guide til, hvor vi er på https://climateactiontracker.org.
Nogle løfter ser ud til at være glemt: Selvom 145 lande lovede at standse afskovningen inden 2030, var det f.eks. kun 26 af dem, der tilsluttede sig det partnerskab, der blev oprettet på COP27. Men der er håb med Brasiliens nyvalgte præsident, der forpligter sig til at vende ødelæggelsen af Amazonskoven, vedtagelsen af den amerikanske Inflation Reduction Act med en pakke på 369 mia. dollars til klimainvesteringer og en foreløbig aftale om ny klimalovgivning i Europa blandt fremtidige tiltag.
På COP 15 (biodiversitet) blev der indgået en meget lovende aftale om, at 30 % af klodens land- og havområder skal være beskyttet inden 2030, og at der skal skaffes finansiering til at få det til at ske. Det lyder vidunderligt, bortset fra at ikke et eneste af Aichi-målene, som blev aftalt på COP10, blev nået fuldt ud; ligesom med klimaaftalerne er historien meget pæne løfter, men de skal følges til dørs, og finansieringen skal tilvejebringes.
Mennesket kontrollerer det meste af vores isfrie landmasse og ændrer levesteder: begrænser fourageringsområder, bringer lys om natten, der ændrer natdyrs føde- og parringsmønstre, ændrer jordstrukturen og forurener luft og vand samt bevidst ødelæggelse af “skadedyr”. Dyrelivet går tabt – fra alle de insekter, der plejede at fodre fugle (og som plejede at klatte på forruden, når man kørte bil – har du lagt mærke til, hvor meget renere din forrude forbliver på lange rejser?), alle bestøverne, alle de krybende ting i jorden, der tilfører næringsstoffer og opretholder strukturen, til de større skabninger. Værdifulde planter forsvinder. Og klimaforandringerne bidrager til dette ved at stresse livet og ændre andre mønstre i livets cyklus oven i alle de andre problemer, de medfører.
Alt dette gør det endnu vigtigere for virksomheder og enkeltpersoner at gøre, hvad de kan, i stedet for kun at overlade det til de officielle ledere – erhvervslivet kan ikke opnå det hele, men der kan gøres meget for både klima og biodiversitet på de enkelte steder og med omhyggelige valg af, hvor investeringerne går hen, herunder pensioner, og med indkøbspolitikker. FN’s mål for bæredygtig udvikling og koncepter som Doughnut Economics giver gode rammer at arbejde inden for.
Vi kan også tilføje vores stemmer til krav til politikere, lokale eller andre. Det er ikke kun med til at skabe handling for bæredygtighed, men politikker som dem, der forbedrer energisikkerheden ved at øge andelen af vedvarende energi, reducerer energibehovet ved at øge adgangen til energieffektivt udstyr og effektiv isolering og hjælper med at finansiere dem, forbedrer den offentlige transport og cykel- og gangruter, så færre mennesker har brug for en bil for at komme på arbejde, er også gode for små virksomheder. Forbindelserne til biodiversitet er mindre indlysende, men de er der stadig; at udforske dem kan være interessant stof til eftertanke.
Forsidebilledet er af Markus Spiske.