Clare Taylor diskuterer, hvad der skete på COP 26, som blev afholdt i Glasgow i Skotland i november. Et af de største resultater var forpligtelsen til Net Zero, ikke kun fra de involverede parter i COP’en, men også fra en stor gruppe virksomheder, finansielle institutioner og andre organer.

 

Tilbage i foråret skrev jeg om den kommende COP26 – hvad den handlede om, og hvad man kunne forvente af den. Virkeligheden var en blanding – der var en vis bevægelse fremad, og der er en bemærkelsesværdig stigning i momentum, men også en masse udsættelse af tingene endnu et år, på trods af erklæringen i Glasgow Climate Pact om, at partskonferencen “udtrykker alarm og yderste bekymring over, at menneskelige aktiviteter har forårsaget omkring 1,1 °C global opvarmning til dato, og at virkningerne allerede kan mærkes i alle regioner”, og understreger, at det haster med at handle.

Billedkredit: FN’s klimaforandringer

Det er dårligt nyt for erhvervslivet såvel som for klimaet og alt liv på vores planet, da det betyder fortsat usikkerhed om, hvilke politiske krav vi kan forvente, og der vil være behov for langt strengere foranstaltninger, når politikken endelig gennemføres. Det er dog heller ikke overraskende med så mange forskellige lande, der forhandler sammen på så mange forskellige stadier, hvad enten det drejer sig om teknisk udvikling eller om at mærke konsekvenserne af klimaforandringerne.

Så hvad skete der?

En del af Paris-aftalen var, at parterne i COP alle skulle afgive reduktionsforpligtelser, kaldet Nationally Determined Contributions (NDC’er), og at disse skulle øges hvert femte år. Disse er steget før Glasgow, hvilket er godt, men ikke nok: Selv hvis alle blev opfyldt, ville den forventede opvarmning stadig være 2,4 °C, hvilket er faretruende højt. Og selvfølgelig er mål i sig selv ikke nok; det, der er brug for, er konkrete planer for at nå dem. De mangler stadig, selv i Storbritannien, som har formandskabet indtil november 2022.

Billedkredit: FN’s klimaforandringer

Men at holde sig under 1,5 graders opvarmning er stadig et meget levende mål, og en del af det øgede momentum er, at Glasgow Climate Pact kræver nye NDC’er inden for et år denne gang, ikke fem, styrket tilstrækkeligt til at tilpasse sig 1,5 graders-målet og med særligt fokus på de kortsigtede mål for 2030, hvor kuldioxidudledningen skal være reduceret med 45 % i forhold til 2010 for at nå den ønskede bane.

På forretningsfronten er det største resultat fra Glasgow måske, at ikke bare parterne i COP, men også en stor gruppe virksomheder, finansielle institutioner og andre organer, har forpligtet sig til Net Zero. Det er nu meget fast forankret på den globale forretningsdagsorden.

Billedkredit: FN’s klimaforandringer

En stor del af dekarboniseringen ligger hos energisektoren, men udledningerne skal falde i alle sektorer, og forbrugerne skal også spille deres rolle. Denne branche kan forvente at blive udsat for mere pres fra kunderne om at bidrage til reduktionen, og for at citere en post-COP-rapport fra McKinsey: “At sænke udledningerne er et af de vanskeligste værdikædespørgsmål, vi har været vidne til.” Spørgsmål, som den trykte industri skal tage fat på, omfatter forbedret energi- og ressourceeffektivitet, god data- og informationsformidling både internt og i forsyningskæden samt behovet for at skifte til kulstoffri transport, både indadtil og udadtil.

Varelevering er en stor udfordring, da det ikke kun kræver egnede køretøjer, men også infrastruktur, og der er stadig lang vej igen for tunge lastbiler. Der er dog forskellige initiativer over hele verden, som involverer samarbejde om at opnå vejtransport uden emissioner, herunder European Clean Trucking Alliance og World Economic Forum’s Road Freight Zero.

Mange af de virksomheder, der har erklæret netto-nul-forpligtelser, har endnu ikke offentliggjort detaljerede planer, hvilket gør det svært at forudsige fokuspunkterne for kundepresset på trykkerier, hvis kundebase er bred og forskelligartet, men British Retail Consortiums Climate Action Roadmap giver en god vejledning til en sektor. Data står stærkt her, hvor en vej sætter drivhusgasdata i centrum for forretningsbeslutninger, og en anden søger gennemsigtighed i forsyningskæden for at opnå bæredygtige indkøb. Varer til detailhandlen er deres største påvirkning, så de vil sandsynligvis stå øverst på listen, men print vil også være med.

Billedkredit: FN’s klimaforandringer

Effekten af yderligere to store løfter – om metan og kul – vil direkte påvirke andre industrier mere end trykkerier, selv om der kan være konsekvenser for prissætningen. Der var også bemærkelsesværdige undtagelser blandt underskriverne.

Løftet om at reducere metan med 30 % inden 2030 er vigtigt, hvis det overholdes: På grund af sin natur er metan på en 20-årig tidsskala 84 gange mere potent som drivhusgas end kuldioxid. Omkring en tredjedel af de menneskeskabte udledninger kommer fra energisektoren, og for at hjælpe med reduktionen har Det Internationale Energiagentur udgivet en rapport med praktiske foranstaltninger samt en køreplan og et værktøjssæt. De andre hovedsektorer, hvor der er brug for handling, er affald og landbrug.

Løftet om kul er også et stort skridt fremad, selv om det blev udvandet i sidste øjeblik. Det vil være meget sværere for nogle lande end for andre – i Storbritannien leverer kul f.eks. et minimalt input til det nationale energinet – mens jeg skriver dette på en mørk, regnfuld og kold aften, kommer kun 4 % af den britiske elektricitet fra kul, og i lange perioder i år blev det slet ikke brugt. I andre lande er kul imidlertid en vigtig energikilde, og for udviklingslandene er det et af de områder, hvor aftalerne om finansiering og teknologi kommer ind i billedet: for at gøre det lettere at springe over de stadier af kulafhængighed, som vi og mange andre lande har været igennem.

Billedkredit: FN’s klimaforandringer

Det bliver interessant at se, hvad der sker med løftet om at stoppe og vende afskovningen inden 2030, da et lignende løfte blev afgivet i 2014, men der blev ikke gjort meget ved det. De skove, der primært er truet og har brug for beskyttelse, er dem, der ryddes til andre formål, ikke dem, der forsyner trykkeribranchen med papir, men de trykkerier, der bruger papir, kan finde det nyttigt at have alle fakta om papir og skove ved hånden i tilfælde af forespørgsler fra bekymrede kunder. EU har reageret ved at udarbejde love, der forbyder oksekød, palmeolie, soja, kaffe, kakao og andre produkter, der er forbundet med skovrydning, at komme ind i EU, og der forventes lignende handelsforanstaltninger fra andre dele af verden.

Der er også en stærk anerkendelse af behovet for tilpasning – forandringerne er allerede i gang og vil uundgåeligt accelerere. Det er et andet problem for virksomheder, som skal være forberedt og i stand til at arbejde med et ændret klima og flere alvorlige vejrhændelser. Det er også et område, hvor der er brug for finansiering og støtte fra de rige industrialiserede lande, som har bidraget med de fleste drivhusgasser til atmosfæren, til udviklingslandene, som i uforholdsmæssig høj grad bliver ramt af konsekvenserne.

Så for at opsummere: Der er sket fremskridt, men ikke nok, og virksomhederne afventer stadig klare planer fra regeringerne for at kende deres fremtidige retning. I mellemtiden sigter mange flere selv mod Net Zero, og de forventer, at deres forsyningskæder støtter dem, og vores branche kan og bør være en del af denne bevægelse.