Branchen har været velsignet med to livstruende begivenheder: Digital teknologi gav os elektronisk prepress og sats; internettet udslettede hele sektorer inden for udgivelse og produktion.
At finde ud af, hvad der gør et system bæredygtigt eller ej, kræver nogle af de bedste hjerner på planeten. For det meste er det en reaktion på truslerne fra klimaforandringerne, men den grafiske industris bæredygtighed er for det meste baseret på reaktioner på eksistentielle trusler. Branchen har været velsignet med to livstruende begivenheder: Digital teknologi gav os elektronisk prepress og sats; internettet udslettede hele sektorer inden for udgivelse og produktion. Begge begivenheder tvang mange virksomheder i knæ, om end af forskellige årsager, men nettoresultatet har været positivt. Vi har set enorme innovationer inden for produktionssoftware og -hardware og inden for applikationer. Endnu vigtigere er det, at vi har fået en langt mere miljømæssigt bæredygtig industri. Affald bliver fortsat tvunget ud af produktionssystemerne for trykte medier, og processtyring reducerer energiforbruget og de dermed forbundne emissioner. Udskrivning tæt på brugsstedet reducerer også transportudledningen.
Men vi lider under overudbud. Producenterne bliver ved med at lave flere maskiner med flere muligheder og alternativer for at tilfredsstille de mest kræsne kunder. Den resulterende overflod af teknologier bliver konstant forfinet og pyntet, ofte i bæredygtighedens navn. Der er masser af eksempler på dette. Tekstilpresseudvikleren Kornit opfordrer kunderne til “kun at printe det, de har brug for” for at understøtte fashion on demand. EFI og andre virksomheder hævder, at de har reduceret mængden af flygtige organiske forbindelser (VOC’er) i deres trykfarver betydeligt. Reduktionerne opnås ved at bruge færre opløsningsmidler, men ingen taler om de miljømæssige konsekvenser af at skære ned på opløsningsmidlerne i blæk, f.eks. længere tørretider eller mere affald, fordi kunderne ikke er tilfredse med farvegengivelsen i vandig blæk. Det er en diskussion, der skal tages, for den slags retorik fra producenterne er en letvægter i samtaler om bæredygtighed.
Det er ikke ligefrem greenwashing, men det fortæller ikke hele historien. Når man f.eks. evaluerer effekten af at gå over til vandig inkjetblæk, kan man reducere VOC-udledningen med mere end 90 % og en høj procentdel, nogle gange over 70 %, af den gennemsnitlige kulstofudledning. Det er gode oplysninger, men alt for ofte er de data, der understøtter påstanden, ikke tilgængelige eller endda refereret til. De undersøgelser, som sådanne påstande er baseret på, er udført på en noget uformel måde og bruger data, som ikke nødvendigvis er komplette. De data, der understøtter påstande om høje emissionsreduktioner, deles sjældent af disse grunde.
Det burde være muligt at finde frem til en enkelt metode til at finde ud af, hvordan en given trykmaskine og dens produktion faktisk reducerer CO2-udledningen. En sådan metode skal tage højde for de emissioner, der er forbundet med trykmaskinens fremstilling, levering, driftsomkostninger, substrater og de forbrugsvarer, den bruger. Metoden ville også have brug for substratprofiler, der kvantificerer et materiales CO2-aftryk, og det kræver også en fælles metode. Vi har allerede flere ISO-standarder, der understøtter behovet for en sådan universel kvantificeringsstandard, men der mangler stadig en overordnet metode til at kvantificere CO2-fodaftrykket for produktionssystemer til trykte medier.
Kildeinformation: Denne artikel er produceret af Verdigris Project, et brancheinitiativ, der har til formål at øge bevidstheden om tryksagens positive miljøpåvirkning. Denne ugentlige kommentar hjælper trykkerier med at holde sig ajour med miljøstandarder, og hvordan miljøvenlig virksomhedsledelse kan hjælpe med at forbedre deres bundlinjer. Verdigris støttes af følgende virksomheder: Agfa Graphics, EFI, Fespa, Fujifilm, HP, Kodak, Miraclon, Ricoh, Spindrift, Splash PR, Unity Publishing og Xeikon.