Farvestyring i digitalt tekstiltryk

Kernen i ethvert printprojekt er ønsket om at opnå den højest mulige billedkvalitet, og især at få de rigtige farver.

Et af de hurtigst voksende segmenter inden for digitaltryk er trykte tekstiler. Som på alle andre områder inden for digitaltryk betyder det, at det ikke kun er eksperter i tekstilproduktion, der leverer illustrationer til og igangsætter trykprojekter på mange typer tekstiler.

Kernen i ethvert printprojekt er ønsket om at opnå den højest mulige billedkvalitet, og især at få de rigtige farver. Men for at nå dertil er alle involverede parter nødt til at samarbejde fuldt ud og hver især gøre deres del for at sikre et vellykket og behageligt resultat.

Som med enhver anden printteknologi afhænger den digitale printkvalitet og de farver, der kan opnås, af tre hovedfaktorer: den anvendte printteknologi, blækket og ikke mindst det anvendte substrat. Der er nogle tekniske faktorer, der skal tages i betragtning, når det gælder billedkvalitet, og for pixelbaserede billeder (fotos) er de to vigtigste faktorer opløsning og skarphed.

Billederne skal have en tilstrækkelig høj opløsning til, at de kan skaleres op. Tommelfingerreglen siger, at du skal bruge dobbelt så høj opløsning i form af pixels pr. tomme (ppi) i forhold til den skærm, du vil bruge til print.

I kommercielt tryk er konventionelle skærme stadig almindelige, og en skærmopløsning på 150 linjer pr. tomme (lpi) var tidligere meget almindelig, og selv om højere skærmopløsninger er mere almindelige i dag, angives en billedopløsning på 300 ppi ofte som den nødvendige opløsning for billeder.

Men i digitaltryk bruges der mange forskellige typer skærmteknologier, og beregningen af den nødvendige billedopløsning er ikke altid så ligetil, som den plejede at være. Og hvis det trykte produkt skal ses på afstand, kan du måske slippe af sted med en lavere billedopløsning, måske ned til omkring 100 ppi, efter skalering. Hvis du er i tvivl, så spørg printudbyderen, hvilken billedopløsning de anbefaler til den type print, du planlægger.

Logoer og andre vektorbaserede illustrationer kan frit skaleres op og ned og er ikke begrænset til en bestemt opløsning, som det kan være tilfældet med fotos. Men det betyder, at disse typer billeder og illustrationer skal skabes ved hjælp af software som Illustrator eller lignende, der definerer illustrationerne som spline-kurver (ofte kaldet linjekunst eller vektorgrafik).

Ikke alle spotfarver kan gengives i det farverum, der er tilgængeligt, når man bruger CMYK-procesfarverne. De farvede kuber i illustrationen repræsenterer enkelte spotfarver, mens den indre kugle repræsenterer farverummet for offsettryk på bestrøget materiale. Omkring 40 % af spotfarverne viser sig at være uden for farveskalaen, dvs. ikke-trykbare, i CMYK.

Hvor mange farver skal du bruge?

Alle trykmaskiner er begrænsede i forhold til, hvor mange farver de kan gengive. Så når du planlægger din printproduktion, skal du spørge dig selv, hvilke farver der er vigtigst i dine illustrationer.

Der er to hovedkategorier af trykfarver, som bruges i industrien. Til almindelig brug bruges blæksættet til procesfarver (cyan, magenta, gul og sort) oftest til at gengive en rimelig stor farveskala på omkring 400.000 unikke farver. Men til brandfarver, som f.eks. en specifik logofarve, bruges “spotfarver”.

En af de mest kendte producenter af spotfarver er Pantone, som tilbyder over 1000 specielle nuancer i Pantone-farvesystemet. Hvis du prøver at gengive disse specielle spotfarver ved hjælp af CMYK, vil du opdage, at kun ca. 60 % af spotfarverne kan farvematches nøjagtigt ved hjælp af CMYK-blæksættet. Så hvis en eller flere spotfarver er afgørende for dit tryk, skal du betale ekstra for, at printeren kan bruge disse specielle farver.

Problemet er, at kun få digitale tryksystemer, hvis nogen overhovedet, kan indlæse alle Pantone-spotfarverne i pressen. Derfor er flere og flere tryksystemer begyndt at bruge det, der kaldes en udvidet farveskala, hvilket betyder, at de traditionelle CMYK-basisfarver suppleres med orange, grøn og violet.

Ved at bruge en farve med udvidet farveskala i trykpressen kan omkring 90 % af Pantone-spotfarverne gengives nøjagtigt, afhængigt af hvilke underlag der bruges. Hvis du har brugt Pantone-farveguiderne, vil du have bemærket, at de findes i mindst to basisversioner. Den ene guide er trykt på blankt papir og viser de mest mættede og fyldige farver.

En anden farveprøve er trykt på ubestrøget papir, og de samme farver vil nu se mindre mættede ud. Sådan er det bare, et fysisk fænomen, og alle typer tryksubstrater har deres begrænsninger med hensyn til, hvilken farveskala de kan gengive med et bestemt blæksæt.

Så hvis visse farver i dit design er afgørende for dig, skal du sikre dig, at trykkeren kan gengive dem på en farvenøjagtig måde, og bede om trykte, farvenøjagtige prøvetryk på forhånd, så du ikke bliver skuffet, når du modtager de endelige udskrifter.

Hårde eller bløde korrekturer?

Det gode ved at bruge en digital printer til trykproduktion er, at du normalt kan bruge printeren som prøvetryk. Det burde være muligt at printe et eksempel på dine illustrationer på den samme printer, som skal bruges til det endelige oplag. Men der er en måde at simulere det trykte resultat på andre digitale enheder, herunder en skærm. Det sker ved at bruge den ICC-profil, der er oprettet for at kalibrere og karakterisere den digitale presse.

I den anvendte farvestyring håndterer vi både det subtraktive (til venstre) og det additive (til højre) farvesystem samt de specialfarver, der er tilgængelige ved brug af spotfarveopsætninger.

Denne teknologi har eksisteret i mange år nu. International Color Consortium, som introducerede teknologien, blev grundlagt i 1993. Men af en eller anden grund er denne farvestyringsteknologi ikke helt forstået eller brugt i alle dele af den grafiske industri.

Korrekt implementeret betyder det, at alle enheder, der bruges til at skabe, ændre eller gengive farver, kan kalibreres og karakteriseres ved hjælp af ICC-teknologi. Kernen i dette er ICC-profilen, datafilen, som beskriver, hvilket farvespektrum enheden er i stand til at gengive.

Så hvis du f.eks. gemmer dine billeder (fotos) i Adobe RGB, arbejder du i en farveskala på omkring 1,2 millioner farver. Hvis du gemmer dem som sRGB (meget almindeligt i forbrugerkameraer og billeder, der er forberedt til webpublicering), arbejder du i stedet i et mindre farverum på omkring 800.000 farver. Hver trykpresse har begrænsninger for, hvor stor en farveskala den kan gengive, dvs. hvor mange unikke farver der er i dens farverum.

En almindelig referencefarveskala er offsetfarveskalaen for farver, der er trykt på coated materiale af god kvalitet med standard CMYK-procesfarver. Denne farveskala dækker ca. 400.000 farver. Det kan lyde, som om det er langt fra sRGB eller Adobe RGB, men da de primære farver på en skærm er RGB, mens de primære farver på tryk er CMYK, er det visuelle resultat ikke så forskelligt, fordi de to farvesystemer fungerer på en helt anden måde end hinanden.

Skærmens (og kameraets) farvesystem bruger et additivt farvesystem, da forskellige bølgelængder af lys tilføjes for at producere farven ved at udsende lys direkte ind i øjnene. Når alle bølgelængder er til stede med fuld styrke, opfatter vi det som hvidt. På tryk er CMYK-farvesystemet derimod baseret på en subtraktiv proces, hvor lyset projiceres på overfladen og derefter reflekteres gennem et tyndt lag blækfilm.

Når vi tilføjer farver til den trykte overflade, vil det reflekterede lys give indtryk af forskellige farver afhængigt af blandingen. Hvis alle farver er til stede, får vi sort (eller næsten sort på grund af urenheder i CMY-pigmenterne). Så vi tilsætter en ren sort blæk og kalder den K, fordi det er “nøglefarven”. Det er også praktisk, når man printer sort tekst.

Der er nogle farver i det subtraktive CMYK-system, som ikke findes i hverken sRGB eller Adobe RGB, især de mættede gule og cyanfarver. Visuelt matcher Adobe RGB-farveskalaen dog ganske godt farveskalaen for offset i høj kvalitet, og det er til dels derfor, at offsetfarveskalaen bruges som referencefarveskala ved brug af mange andre trykprocesser.

Når du sætter en prøvetryksenhed op, og det kan være din egen farveprinter, skal du først kalibrere den til en bestemt status for en bestemt type papir. Det kræver et spektrofotometer, men der findes ret billige løsninger på markedet, f.eks. X-Rite ColorMunki.

For at kunne farvestyre print har du brug for et spektrofotometer. Et af de mest prisvenlige er X-Rite ColorMunki, som ses her. ColorMunki kan også bruges til at kalibrere en skærm.

ColorMunki kan i øvrigt også bruges til at kalibrere din skærm, så du kommer langt med den. Når du har kalibreret din enhed, printer du (eller på et skærmprojekt) flere farver og måler dem med dit spektrofotometer. Disse målinger bruges derefter til at skabe ICC-profilen for enheden.

Når du anvender farvestyring, bruger du de nødvendige ICC-profiler til enten at konvertere farver mellem farverum eller til at simulere farver på én enhed ved hjælp af ICC-profilen for en anden enhed. Når du har forstået, hvordan det fungerer, kan du styre alle farver i dit printprojekt og tage en seriøs diskussion med din printudbyder, hvis du mener, at de burde være i stand til at styre farverne bedre.

Hvis du bruger Adobe Creative Cloud eller lignende, når du laver dine illustrationer, kan du indstille farveindstillingerne til at bruge de korrekte ICC-profiler til enten at lave hardcopy proofs på din kalibrerede printer eller lave det, der kaldes softproofing på din skærm.

Fra nu af bør der ikke være nogen ubehagelige overraskelser, når du får de endelige udskrifter, fordi du har kontrolleret, at farverne er, som de skal være, tidligt i processen ved hjælp af hårde eller bløde prøvetryk.

Wild Format-guiderne har til formål at udbrede kendskabet til og forståelsen af de vanvittige ting, der kan skabes på digitale bredformatprintere, fra gulve til lampeskærme og alt derimellem.

Disse vejledninger er gjort mulige af en gruppe producenter, der arbejder sammen med Digital Dots. Denne artikel er støttet af EFI, Fujifilm, HP og Digital Dots.