Da serigrafiprintere presses af innovationer fra digitale inkjetprintere og -producenter, opsummerer vi fordele og ulemper ved disse to meget forskellige metoder.

Når det gælder print af skilte og displaygrafik, er der et grundlæggende valg mellem to printteknologier, serigrafi og inkjet. Og selv om den digitale løsning helt klart er blevet den dominerende teknologi i dag, er der stadig masser af liv i serigrafi, og Fujifilm rapporterer f.eks. om et blæksalg, der fordeler sig nogenlunde 50-50 mellem serigrafi og digital. Så det ser ud til, at hver teknologi har sine egne fordele, afhængigt af de aktuelle anvendelser.

Digital er bedst egnet til at producere meget små oplag ned til ét til en økonomisk pris. Det er godt til at vende opgaverne hurtigt og særligt godt til at håndtere applikationer med variable data. Der er et udvalg af forskellige typer blæk, som egner sig til en lang række underlag og forskellige anvendelser, fra fleksible vinyler som f.eks. indpakning af køretøjer til stive plader som PVC-skumkerne, der er strukturelt stive. Digitale printere kan producere brede farveskalaer fra CMYK-blæksæt, og mange tilbyder også lys cyan og lys magenta for at forbedre farveskalaen og gradueringen ved højere hastigheder.

Serigrafi er derimod en analog proces. Det første trin er at opdele billedet i separate farver og skabe en skærm til hver farve, hvorefter farven påføres et lag ad gangen for at opbygge det komplette billede. Det gør det muligt at lægge farverne på i relativt tykke lag og frembringe billeder, der er betydeligt mere levende end ved digitaltryk.

Ulempen er, at det koster tid og penge at lave skærmen, hvilket gør den dyr til små oplag. Men denne metode er ekstremt omkostningseffektiv til produktion af længere oplag. Jo længere oplag, jo billigere bliver stykomkostningerne for hver enkelt vare. Det betyder, at serigrafi stadig er en god løsning til mange grafiske opgaver som f.eks. butiksudstillinger.

Men mange af de digitale leverandører holder også øje med dette marked, og derfor er der en række store UV-inkjet-flatbeds som Inca Onset-serien eller HP FB10000, der også er i stand til at klare relativt lange oplag. Det er dog ikke ualmindeligt at se både digitaltryk og serigrafi kombineret, hvor specialeffekterne og de hvide baggrunde produceres på serigrafien, og andre farver tilføjes via en højhastighedsflatbed, så hver teknologi udnytter sine styrker og samtidig minimerer omkostningerne til blæk.

Serigrafi er en moden teknologi, så der er ikke sket meget i de sidste par år med hensyn til printhastighed, opløsning og generel kapacitet. Faktisk er de fleste af de seneste ændringer i serigrafisk trykfarve sket på grund af lovkrav. For eksempel blev N-Vinyl Caprolactum eller NVC, som er en monomer, der ofte bruges i serigrafisk trykfarve, for nylig omklassificeret af sundheds- og sikkerhedsmæssige årsager. Det betyder igen, at mange blækproducenter nu bliver nødt til at omformulere deres blæk for at undgå at bruge det.

Ikke desto mindre siger James Whitehead, produktchef for Fujifilms skærm- og bredformatblæk, at Fujifilm stadig sælger en masse skærmprintblæk, og han påpeger: “Der er printkøbere, som stadig specificerer serigrafi, fordi de især kan lide farvemætningen.”

Sarah Kippax, direktør for HG Kippax, som stadig fremstiller serigrafisk trykpresse, siger, at man kan opnå en langt bedre opacitet med serigrafisk trykfarve end med digital trykfarve. Hun tilføjer: “Man kan lettere trykke specialfarver som f.eks. en Asda-grøn farve.” Hun påpeger også, at serigrafi kan klare specielle effekter meget bedre end digitale printere, og forklarer: “Alle effekter, som f.eks. reflekterende farver, hvor partiklerne er for store og sætter sig fast i dyserne på en digital maskine.”

Der findes faktisk et stort udvalg af specialfarver til serigrafi, selv duftfarver, der reagerer på varme eller lys og afgiver en effekt som f.eks. parfume eller duften af en bestemt fødevare. Serigrafifarver kan også bruges til at skabe taktile effekter.

Men serigrafi giver mulighed for et større udvalg af effekter, fra hårde og bløde overflader og til dybere riller, som er bedre egnet til punktskriftseffekter. Når det er sagt, bliver det mere og mere almindeligt, at inkjetprintere inkluderer en klar blæk eller lak, der også kan give taktile effekter, men det er ikke så udtalt som med serigrafi, fordi blækkene lægges i et tyndere lag.

Whitehead siger dog, at selv om serigrafi er i tilbagegang til grafisk brug, bruges det stadig i vid udstrækning til industrielle formål. Forskellen er, at serigrafi er en del af fremstillingsprocessen, hvor det kan give lavere enhedsomkostninger over længere tid. Det kan f.eks. dreje sig om trykning af plastikkreditkort og beklædningsgenstande.

Kippax siger, at hun også har set en vækst i efterspørgslen efter skræddersyede serigrafiske løsninger, som f.eks. at sætte en belægning på skiver for en bilmotorproducent. Hun forklarer: “Det handler ikke kun om at få blækket på materialet, men også om at præsentere det for maskinen på den mest omkostningseffektive måde, så vi er nødt til at finde en måde at registrere det på for at holde det på linje.”

Så i sidste ende handler den største forskel mellem de to teknologier om oplagslængder. Digitaltryk er kommet til at dominere det grafiske marked, hvor der er mange engangsopgaver og meget små oplag. Men serigrafi spiller stadig en rolle i den industrielle produktion, hvor lange produktionsforløb gør det omkostningseffektivt.