Når man skal vælge en bredformatprinter, er det første skridt at beslutte, hvilken type blæk man vil arbejde med. Nessan Cleary beskriver de forskellige typer blæk, der findes, og at valget af det rigtige blæk afhænger af de applikationer og materialer, du vil printe.

 

De fleste typer printenheder er designet til at printe på en bestemt type materiale, f.eks. papir eller fleksibel film, og til at arbejde med den type blæk, der er bedst egnet til det pågældende materiale. På den anden side har den grafiske sektor altid gjort tingene lidt anderledes, og derfor er de fleste mennesker i bredformat vant til at arbejde med et stort udvalg af forskellige materialer. Der er i øjeblikket fem forskellige klasser af blæk, der bruges til bredformatprint, hver med meget forskellige egenskaber, som bestemmer printerens design og dermed pris samt udvalget af materialer og anvendelser, som en given printer kan håndtere. Så at vælge, hvilken type blæk man vil arbejde med, er en af de mest grundlæggende beslutninger, som enhver ejer af en bredformatvirksomhed kan træffe.

De fleste inkjetblæk består af de farvepigmenter, der i sidste ende skal danne billedet, suspenderet i en bærevæske, der gør det muligt at sprøjte blækket ud, plus forskellige tilsætningsstoffer, der gør det lettere at køre blækket og forhindrer det i at tørre ud i printhovederne. Alle aspekter af printerne er designet til en given type blæk, lige fra slangerne, der leverer blækket fra tankene til hovederne, til tørresystemet og vedligeholdelsessystemet, så det er næsten umuligt at genbruge en printer fra en type blæk til en anden.

Billedtekst: Mimaki introducerede denne 1,6 m brede JV100-160 solventprinter i slutningen af sidste år. Billedkredit: Mimaki.

Mange bredformatbrugere vil have startet deres karriere med solventprintere, og i mange år dominerede solventbaseret blæk bredformatprint, fordi det var relativt billigt, og fordi blækket hæftede på næsten alle slags underlag. Solventblæk kunne overleve udendørs vejrforhold, selv om det kunne være nødvendigt at laminere udskrifterne for yderligere beskyttelse. Dette er dog blevet mindre udbredt i løbet af de sidste ti år, hovedsageligt på grund af sundheds- og sikkerhedsproblemer. Der er to fordele ved at bruge opløsningsmiddel som bærende væske. For det første kan det delvist smelte overfladen på substratet, hvilket hjælper blækpigmenterne med at binde sig til substratet. Desuden fordamper opløsningsmiddelindholdet ved kontakt med luft og efterlader pigmenterne, så blækket tørrer hurtigt uden at kræve for meget ekstra opvarmning.

Men det er også problemet med opløsningsmidler – når indholdet af opløsningsmidler fordamper, dannes der flygtige organiske forbindelser i luften, og langvarig udsættelse for disse VOC kan føre til alvorlige helbredsproblemer. Af denne grund er mange typer opløsningsmidler blevet forbudt i en række produkter, herunder maling, lak og blæk.

For at imødegå dette er blækleverandørerne gået over til mindre skadelige opløsningsmidler, som dog er mindre effektive. Disse trykfarver er billigere og kaldes derfor øko-solventer. Men de har ikke samme bid som de gamle – og meget farlige – fuldopløsningsfarver, så de skal bruges sammen med coatede materialer for at få det bedste resultat, og det øger selvfølgelig prisen på materialerne.

Ikke desto mindre er printere med opløsningsmiddelblæk relativt billige at købe og et godt udgangspunkt for at printe på rullematerialer som selvklæbende PVC, som stadig er det mest anvendte bredformatmateriale. Opløsningsmiddelblæk er særligt velegnet til køretøjsgrafik, da det kan genopvarmes og strækkes.

 

Billedtekst: Durst har en række UV-hærdende hybridprintere, herunder denne 3,5 m brede P5-350, som bruger LED-hærdning. Billedkredit: Durst.

Når det drejer sig om stive materialer, vil den mest almindelige løsning for de fleste være en flatbed- eller hybridprinter, der kører med UV-hærdende blæk. Dette blæk er ret komplekst, hvilket betyder, at både blækket og printerne har en tendens til at være dyre. UV-blæk består af oligomerer, monomerer og fotoinitiatorer, og blækket hærder gennem en kemisk reaktion, der kaldes polymerisering. Processen kickstartes af fotoinitiatorerne, som producerer frie radikaler, når de udsættes for UV-lys. Disse frie radikaler tvinger derefter de vigtigste komponenter i blækket – monomerer og oligomerer – til at krydsbinde sammen, så der dannes en fast film, som samtidig bindes til substratets overflade. Nogle printere giver også mulighed for at justere hærdningen for at opnå en mat eller blank finish.

Den største fordel ved UV er, at farven hærder til en hård finish, der kan modstå de fleste udendørs forhold uden yderligere laminering. Farverne fungerer godt sammen med en lang række underlag, herunder foamcore, plast, aluminiumskomposit og træ. Endnu bedre er det, at blækket hærder med det samme, så trykkene kan sælges lige efter trykningen uden yderligere arbejde.

I begyndelsen bøjede UV-blækket ikke ret meget, hvilket i første omgang begrænsede det til stive anvendelser. Moderne formuleringer gør det muligt for farverne at hærde til en mere fleksibel finish, og der er nu masser af UV-printere med rulletryk og hybridprintere. Men denne fleksibilitet kommer på bekostning af en vis vejr- og ridsefasthed. Af denne grund tilbyder nogle leverandører et udvalg af blæk, der passer til forskellige anvendelser.

 

Billedtekst: Epson har for nylig introduceret sin egen resinblækprinter i form af denne SureColor SC-R5000. Billedkredit: Epson.

Harpiksblæk er et alternativ og vil sandsynligvis blive mere udbredt, efterhånden som flere leverandører udvikler disse blæk og de tilhørende printere. Det er grundlaget for HP’s latexblæk, men Ricoh har også forsøgt sig med sit eget latexblæk i et par år nu, og Epson og Mutoh har også for nylig introduceret printere med resinblæk.

Harpiksblæk fungerer ved at indkapsle pigmentet i en form for plast eller harpiks, f.eks. latex. Blækket hærdes ved at tilføre varme, som smelter plasten, binder pigmentet til underlaget og giver et lag af beskyttelse til pigmentet. Afhængigt af, hvordan blækket er formuleret, kan denne beskyttelse være god nok til udendørs displaygrafik.

Den mest anvendte bærevæske er vand, hvilket er med til at holde omkostningerne nede og er mere miljøvenligt end alternativerne. Der er en ekstra fordel for HP, da virksomheden har valgt at bruge sine egne termiske printhoveder, som fungerer bedst med vandbaseret blæk.

Men brugen af vand kan også give nogle problemer, da det er en stor udfordring at komme af med vandet og tørre blækket hurtigt nok til, at trykket kan rulles op på optagerullen, men uden at beskadige substratet. Derfor opvarmer de fleste resinblækprintere området mellem trykpladen og optagerullen. Denne varme kan beskadige nogle materialer, f.eks. tynde vinduesklæbemidler. Opvarmningen bruger også en vis mængde elektricitet, hvilket hverken er økonomisk eller godt for miljøet. Brugere bør være særligt opmærksomme på medieprofilerne for at sikre, at der lægges lige præcis nok blæk på til at opnå den ønskede farveskala for det pågældende medie, men ikke for meget, så der opstår problemer med tørringen.

Billedtekst: HP har været pioner inden for brugen af resinblæk i sine latexprintere, herunder denne R2000-hybrid, som kan printe på stive materialer. Billedkredit: HP.

Når det er sagt, er disse blæk utrolig alsidige, som HP har demonstreret i løbet af mange år. De bruges mest til fleksible materialer, selvom HP har udviklet en flatbed med sit latexblæk. Dette blæk kan trykkes på mange forskellige underlag, herunder selvklæbende vinyl og tekstiler, og er velegnet til visse udendørs forhold. Samtidig er de lugtfri i modsætning til de fleste UV-blæk, hvilket gør dem til en god løsning til indendørs arbejde.

Der findes også en klasse af vandige blæk, som bruger farvestof eller pigment som farvestof. Disse printere er billigere end dem, vi allerede har omtalt, og kan have otte eller tolv farver. De tilbyder en meget bred farveskala, og derfor bruges de i vid udstrækning som prøvetryk til offset- og flexopresser. Disse printere er også i stand til at levere resultater af meget høj kvalitet og er det bedste valg til gengivelse af fotografier eller enhver form for kunst. Denne blæk har dog ikke god vejr- eller UV-bestandighed og er bedst lamineret til langvarig indendørs brug og bør undgås til udendørs brug.

Endelig er sublimationsfarver blevet mere almindelige i bredformatprint i løbet af de sidste ti år eller deromkring. Det er vandbaserede trykfarver, der er beregnet til tryk på enten polyestertekstiler eller blandingsstoffer med mindst 70 procent polyester. Sådanne tekstiler er et bæredygtigt alternativ til PVC til indendørs grafik og er blevet standarden for de fleste udstillings- og butiksopgaver.

Disse farver kan trykkes direkte på stoffet, men for at opnå de bedste resultater, især til tøj, trykkes de normalt på transferpapir. Papiret placeres derefter i en varmepresse sammen med stoffet, og varme og tryk bruges til at sublimere farverne – i bund og grund opvarmes farverne til gasform og drives derefter gennem tryk ind i stoffets fibre. Når blækket afkøles, bindes det permanent i stoffet.

Der findes et stort udvalg af tredjepartsblæk, primært fordi brugerne tidligere tilpassede en rollfed-printer, som måske var startet med solvent eller vandig blæk. Men alle printerleverandører har set potentialet i dette marked og tilbyder nu dedikerede dye-sublimeringsprintere med deres egen blæk og garanti.

Disse farver kræver en vis erfaring, da de har en tendens til at være ret kedelige, når de trykkes, og først får deres fulde farve efter sublimering. Derudover skal du også investere i en kalender eller en ovn til sublimeringen. Men denne opsætning kan bruges til at producere tøj og gaveartikler samt displaygrafik.

Konklusionen er, at valget af blæk afhænger af de applikationer og materialer, du ønsker at printe. Men det er også fornuftigt at overveje de miljømæssige konsekvenser, både af blækket og materialernes genanvendelighed, da mange potentielle kunder vil forvente, at du hjælper dem med at sætte kryds i deres egen bæredygtighedsboks.