Laurel Brunner beskriver vigtigheden af bæredygtighedsrapportering, og hvordan trykkeribranchen arbejder på at overgå til en lavemissionsøkonomi for at imødekomme trykkerikøbernes behov med robuste ESG-politikker (Environmental, Social and Governance).
Bæredygtighedsrapportering er en stor ting for brands, der køber meget print, især dem, der betjener forbrugerne. Disse mærker har brug for meget emballage til deres varer, meget af det er plastik, og alt for lidt er genanvendeligt, så alt positivt, de kan råbe op om, er et plus.
De store mærker har en tendens til at skrive deres egne bæredygtighedsrapporter med henblik på deres aktionærer og kunder. Der er dog ikke megen konsekvens i, hvad der bliver rapporteret, og hvad der ikke bliver. Den generelle regel synes at være at prale af det positive og ignorere det knap så positive. Det resulterer i stor variation i de rapporterede data.
Så skal vi læse virksomhedernes bæredygtighedsrapporter med et skeptisk blik? Eller skal vi være glade for, at der overhovedet er en forpligtelse til at kommunikere åbent om bæredygtighed? Er det bare kosmetisk greenwashing, eller er disse rapporter virkelig informative køreplaner, som virksomhederne har til hensigt at holde sig til? Svaret ligger nok et sted i midten, selv om der er markante eksempler på begge ekstremer (her tænker jeg på Asian Pulp & Paper, som er en grov misbruger).
Problemet med bæredygtighedsrapportering er, at virksomhederne ved, at de er nødt til at gøre noget, så de er ivrige efter at råbe op om omfattende forpligtelser. For det meste drejer det sig om ting, som også gavner forretningen, og som ikke koster for meget at gennemføre, som f.eks. at forbedre energieffektiviteten. Men der er også et incitament til at sætte kryds i så mange grønne bokse som muligt, fordi det spiller godt på markedet.
Mange store trykkerier og forlagsvirksomheder er begyndt at forstå, at bæredygtighedsrapportering er ved at blive en forventning. De udgiver derfor bæredygtighedsrapporter og opstiller mål. Men der er ingen formel for, hvad der skal stå i en miljørapport, og inden for trykkeri- og forlagsbranchen er der ingen mulighed for at sammenligne bæredygtighedsrapporter på en fair måde. Det, der er brug for, er en rapporteringsmodel, der fokuserer på at skabe forandringer i forsyningskæderne, tilskynder til god praksis og bringer sektoren tættere på en cirkulær økonomi.
Den grafiske branche arbejder på at overgå til en lavemissionsøkonomi for at imødekomme printkøbernes behov med robuste ESG-politikker (Environmental, Social and Governance). De er udviklet for at imødekomme forbrugernes og borgernes forventninger, for at hjælpe virksomheder med at bevæge sig mod netto-nul og for at afspejle FN’s mål for bæredygtig udvikling (UNSDG).
En standardiseret måde at rapportere trykkeri- og forlagsbranchens miljømæssige aspekter og påvirkningsdata på ville give en værktøjskasse, der tilskynder til forbedringer af deres virksomheders og forsyningskæders miljømæssige fodaftryk over tid. Det hjælper os alle med at komme tættere på netto-nul.
Kildeinformation:Denne artikel er produceret af Verdigris Project, et brancheinitiativ, der har til formål at øge bevidstheden om tryksagens positive miljøpåvirkning. Denne ugentlige kommentar hjælper trykkerier med at holde sig ajour med miljøstandarder, og hvordan miljøvenlig virksomhedsledelse kan hjælpe med at forbedre deres bundlinjer. Verdigris understøttes af følgende virksomheder: Agfa Graphics, EFI, Fespa, Fujifilm, HP, Kodak, Miraclon, RicohSplash PR, Unity Publishing og Xeikon.