Modebranchen er i forandring, men for produktionsmiljøet har produktionsteknologi og CAD/CAM været i højsædet i mange år. Ram Sareen, formand og grundlægger af Tukatech, der har base i Los Angeles, har drevet digitaliseringen af design og syning i over 40 år.
Modebranchen er i forandring, men for produktionsmiljøet har produktionsteknologi og CAD/CAM været i højsædet i mange år. Ram Sareen, formand og grundlægger af Tukatech, der har base i Los Angeles, har drevet digitaliseringen af design og syning i over 40 år.
Ram har tjent beklædningsindustrien i mange årtier med en omfattende viden og produktionshistorie, der er kendetegnet ved ét ord – disruptiv. Hans vision og filosofi er indgroet i Tukatech, den virksomhed inden for modeteknologiske løsninger, som Ram Sareen grundlagde i 1995. Tukatech er kendt for at have bragt digital mønsterfremstilling til snesevis af lande, og de er en innovativ leder inden for virtuel prøvefremstilling, design og pasform med bevægelsessimulering i realtid.
De var de første til at udvikle og implementere on demand-produktionsprocesser og er kendt for deres avancerede klipperumsløsninger. Tukatechs robuste systemer implementeres af modeeksperter fra alle hjørner af beklædningsindustrien. Ram indvilligede i at dele sin indsigt, visdom og erfaring i vores seneste podcastinterview. Lyt til hele podcasten her:
Ram Sareen, CEO og grundlægger af Tukatech, hvordan startede du i tøjbranchen?
“Som udgangspunkt var min familie i modebranchen, selv om jeg er maskiningeniør, men den daglige samtale i spisestuen, da jeg voksede op, handlede om mode. Jeg er født og opvokset i Indien, hvor gæstfrihed er i højsædet, og hvor man deler sin mad, sin kultur og sit liv. Så næsten hver uge blev jeg eksponeret for designere eller indkøbere, der kom fra Storbritannien eller USA. Så jeg tilbragte mine formative år med at sidde og lytte til besøgende. Jeg havde ingen idé om værdien af den indsigt i modebranchen, som jeg fik.
Billedtekst: Tukatech er kendt for at have bragt digital mønsterfremstilling til dusinvis af lande, og de er en innovativ leder inden for virtuel prøvefremstilling, design og tilpasning med bevægelsessimulering i realtid. De var de første til at udvikle og implementere produktionsprocesser efter behov og er kendt for deres avancerede klipperumsløsninger.
Min største drøm (jeg spøger med det), for så snart jeg blev 16, blev det mit ansvar at tage de besøgende med for at vise dem Taj Mahal, et ikon i Indien, en fire timers køretur. Jeg havde ingen anelse om, hvor meget viden jeg sugede til mig på de rejser, det er næsten som et deja-vu, når jeg ser tilbage. Jeg begyndte at nyde modebranchen. Jeg synes, den er meget udfordrende, ingen kender svarene, men den er meget kreativ. Det er værre end et stof – jeg har forsøgt at komme ud af det to gange. Jeg gik på pension, da jeg var 35 år gammel. To uger senere var jeg tilbage. Jeg gik på pension i 1994, i december, efter at have haft et hjertestop, og jeg sagde: Okay, denne gang prøver jeg virkelig. Seks måneder senere var jeg tilbage – ligger mode i dit DNA? Det er ikke en motivation fra andre kilder, det er virkelig nydelse.”
Hvornår grundlagde du Tukatech, og hvilke teknologier tilbyder I?
“Så mit fokus, da jeg startede, var todelt. Det ene var, at teknologien er kommet for at blive. Og vi er nødt til at bruge teknologien. Historisk set blev beklædningsindustrien ledet af håndværkere, folk, der var kreative, og som gjorde ting med deres hænder. Industrien byggede på overleverede færdigheder: en mønsterskærer eller en mønsterproducent, som måske ikke havde gået i skole, ikke engang i gymnasiet, men som havde færdighederne til at skabe en fantastisk kjole eller et stykke tøj, der passede på en menneskekrop, den tredimensionelle krop, fra et todimensionelt mønster til stofadfærd, hvordan vidste de det? Det var et lærlingeprogram; folk lærte fra den ene til den anden, til den anden. Der var ingen formelle skoler og gymnasier, selv da CAD-systemerne kom frem, havde de alle CAD til at klassificere og lave markører, ren videnskab er ren videnskab, man har ikke brug for mennesker til det. Jeg mener, hvis folk var nødt til at købe mønsterklassificering, digitalisering og derefter markørfremstilling, plotting, hvis det var det eneste, skulle de have købt det for 19,95 dollar – den virkelige udfordring var mønsterets kreativitet, og det havde store virksomheder ikke formået at implementere. Omkostningerne var for høje, læringskurven var for stejl.
Billedtekst: “Så mit mål, da jeg genstartede mit nye liv, og jeg kaldte det mit andet liv, var kun at gå ud og undervise folk i at lave mønstre på computeren. Så vi designede systemet som en station til 10.000 dollars med hardwaresoftware, ubegrænset træning, det fjernede barriererne…” Kommenterede Ram Sareen
Så mit mål, da jeg genstartede mit nye liv, og jeg kaldte det mit andet liv, var kun at undervise folk i at lave mønstre på computeren. Så vi designede systemet som en station til 10.000 dollars med hardwaresoftware, ubegrænset uddannelse, det fjernede barriererne, for dengang kostede det omkring 50.000 dollars at gøre det samme med andre teknologivirksomheder. Vi måtte virkelig finde på en forretningsmodel. Hvor mange af disse løsninger skal vi sælge for at overleve? Hvordan uddanner vi folk på kortest mulig tid? Hvordan sikrer vi, at den person, der aldrig har rørt en computer, kan lære det hurtigt? Husk, at vi er i 1995, og Windows 95 var min motivation. Da jeg så den platform, indså jeg, at Windows var multitasking, multiprocessing? Jeg indså, at man ikke behøver at gøre en bruger til programmør. Så mit design af systemet var designet til dummies. Alle, der er gamle nok til at huske det, kan huske, at der var noget, der hed Design for Dummies.
Det var et motivationsværktøj for mig, fordi jeg måtte tænke det samme – det er ikke, fordi folk er dumme, det er bare, fordi de ikke har den færdighed. Og hvorfor skal jeg lære dem det? Jeg skal bare overføre den færdighed til computerne. Så jeg var nødt til at finde på den platform. Jeg kan stadig huske, at jeg i 1995 talte med en 55-årig mønsterproducent, som arbejdede på en tøjkollektion i Indien. Denne 55-årige var så bange for at trykke på en knap, fordi han troede, at han ville slette alt. At lave mønstre på systemet, igen og igen, som mennesker indser vi, at hvis du rører ved noget, og det bliver lettere, vil du gerne gøre det … og Tukatech-løsningen begyndte at blomstre …
Der er noget, der hedder less is more. Og det må være fokus for enhver virksomhed i dag. Hvordan får jeg mere ud af mindre? Det er et langt svar for en lille virksomhed. Men vi har haft 27 år. Og vi har ikke afveget fra vores fokus på at forenkle processen, ikke bare lade det være en knap, men fortsætte med at lave flere knapper og flere knapper og flere knapper. I en sådan grad, at vi i dag har det, vi kalder automatisk mønsterfremstilling. Jeg kan tage den administrerende direktør for virksomheden på 15 minutter og gøre vedkommende til en fantastisk mønsterbryder …”
I løbet af de sidste 27 år har Tukatechs softwareløsninger udviklet sig til at omfatte tøjdesign hele vejen igennem til automatiseret produktion, til indlejring af mønstre, fremstilling af mønstermarkører, sortering og også løsninger, der så kan hjælpe folk med at skære stoffer i den anden ende af scenariet for at tilbyde en total 360-produktionsløsning.
Billedtekst: “Der er noget, der hedder less is more. Og det må være fokus for enhver virksomhed i dag. Hvordan får jeg mere ud af mindre? Det er et langt svar for en lille virksomhed. Men vi har haft 27 år. Og vi har ikke afveget fra vores fokus på at forenkle processen …” forklarer Ram Sareen.
“Alle, der kom med os på Tukatech-rejsen, er stadig i gang, og de tjener penge, de ville bare gerne blive bedre. Så de har investeret i et CAD-system, og nu har de også en plotter og en digitizer.
Vi var den første virksomhed i verden, der kom med et helt åbent system. Jeg sagde, at vi ville arbejde med alles sprog, og jeg skabte software, der kunne læse alles filer. Og jeg kunne sende dem til enhver producent.
Vi blev alle fabrikkernes og leverandørernes darling, fordi det var et problem, de havde brug for at løse. Vi er ikke særlig store med hensyn til designere og mærker. Men vi kontrollerer de fleste af de store eksportlande. 90 % af Sri Lanka bruger min teknologi, og de havde alle forskellige teknologier. 75-80 % af Pakistan og 75-80 % af Indien og Bangladesh har investeret i Tukatechs softwareløsninger.”
Dette korte resumé er kun et lille uddrag af dette oplysende interview. Det var en ære at tale med Ram Sareen, hans livslange passion for modebranchen var til at tage og føle på, og hans viden om produktion og teknik var tilsyneladende uendelig.
Vi fortsatte med at diskutere:
- Hvilke udfordringer står den globale modeindustri over for?
- Ser du et skifte til smart, lokal produktion – globalt? Er smarte hubs fremtiden?
- Mener den amerikanske modeindustri det alvorligt med reshoring? Hvor er hullerne i kompetencerne?
- Hvem bærer risikoen? Kan modeindustrien rationalisere marginerne for at støtte producenterne?
- Hvordan tackler vi tøjets størrelse? Selv i en on-demand-verden skaber dårlig dimensionering spild?
- Til sidst – hvad er din vision for fremtidens modeproduktion? Kan vi vende skuden mod bæredygtig produktion?