For seks år siden vurderede Ellen MacArthur Foundation (EMF), at der ville være mere plastik end fisk i havet i 2050. For fem år siden blev BBC’s Blue Planet-serie sendt. Og der er gået to år siden kampagnekokken Hugh Fearnley-Whittingstalls War on Waste.

Vi får gang på gang at vide, at plastik er (meget) dårligt. Hvilket gør alt andet (meget) godt, ikke sandt? Hvis bare beslutninger om bæredygtighed var så enkle. Som konsulentfirmaet Gartner bemærkede i en blog for nylig: “Virkeligheden omkring bæredygtig emballage er, at det er kompliceret.”

Der findes ingen magisk emballage; ingen bæredygtig sølvkugle. Men det har ikke forhindret den simple fortælling om engangsemballage i (hurtigt) at udvikle sig til at antyde det. I takt med at plastik er blevet sat i skammekrogen, har brands – der er ivrige efter at gøre noget i lyset af det store pres fra offentligheden og politikerne – skiftet til andre materialer.

Aluminium, fiber, komposterbare og andre nye materialer har alle fået gavn af det. Pølser bliver lagt i pap. Øl er i flasker lavet af papir. Og mælk er blevet flyttet fra (genanvendelige) plastikflasker til (sværere at genanvende) kartoner. Om det er bæredygtige valg, marketingstyrede tiltag eller velmenende, men i sidste ende dårlige beslutninger med utilsigtede miljømæssige konsekvenser, kan diskuteres.

Tænketanken Green Alliance advarede i 2020 om, hvordan dagligvarebrands rapporterede, at beslutninger om at skifte væk fra plastik ofte træffes uden at overveje miljøpåvirkningen fra de valgte erstatningsmaterialer, eller om der er tilstrækkelig indsamlings- og behandlingsinfrastruktur på plads til dem. En af de industriledere, der blev konsulteret i forbindelse med undersøgelsen, kaldte processen for “ret hurtig og ret simpel”, foranlediget af et mandat til kontorchefer om at “være mere miljøvenlige”, hvilket resulterer i “en spontan reaktion om at droppe plastik”.

Plastens smerte er papirets gevinst

Papir har været en af de største vindere af krigen mod plastik. Mintels tal viser, at papir- og papemballage tegner sig for den største andel af markedet for fødevareemballage, stigende fra 49 % i 2018 til en forventet andel på 54 % i 2022. Ifølge andre prognosemagere vil udviklingen fortsat gå i retning af at erstatte plastik med fiberemballage.

Papir har bestemt en god klangbund i offentligheden og scorer ofte højt i meningsmålinger, der viser offentlighedens opfattelse af forskellige emballager. Der er også lavet undersøgelser, som viser, at komposterbart materiale, aluminium og glas også er “favoritter”. Den eneste konstante tendens er, at plast ofte ligger nederst på listen – også selvom det kan genbruges eller er fremstillet af genbrugsmaterialer.

For at gøre det klart er min holdning ikke pro-plastik; det er snarere en accept af, at virkeligheden er langt mere nuanceret – hvilket kan give forbrugere og virksomheder problemer med at følge med på dette område, der udvikler sig hurtigt.

Som forskning offentliggjort i tidsskriftet Resources, Conservation and Recycling i juni 2022 bemærkede: “[…] hvis hverken teoretikere, virksomheder eller regeringer er enige om bæredygtigheden af forskellige emballagetyper – hvordan skal forbrugerne så kunne foretage korrekte vurderinger?” Eksperter fra Tyskland og Holland har også vurderet, hvordan forbrugere vurderer fødevareemballage ud fra affektive følelser i stedet for at bruge kognitive ræsonnementer. Deres artikel beskriver, hvordan folks opfattelse af forskellige emballagematerialer ofte ikke stemmer overens med den videnskabelige virkelighed – og det betyder, at deres købsadfærd “i de fleste tilfælde er mindre miljømæssigt bæredygtig end tilsigtet”.

Dine kunder vil derfor se på dig for at skære igennem denne tåge. Til at begynde med opnåede brands dette ved simpelthen at skifte ud med plastik. Når et mærke flyttede sig, fulgte andre efter, et skift, som Gartner kalder “hype-cyklussen for bæredygtig emballage”. Der blev også sat mål, skrevet frivillige aftaler og omlagt budgetter. I de seneste måneder er nogle begyndt at indse, at disse emballageløfter bliver svære at opfylde: Nogle økonomiske, tekniske, driftsmæssige og miljømæssige forhindringer viser sig at være svære at overvinde.

Det er nu usandsynligt, at de mål, der er sat af dem, der har tilsluttet sig EMF’s globale plastikforpligtelse, vil blive nået inden 2025. De, der er med i den britiske version, Plastics Pact, som drives af velgørenhedsorganisationen Wrap, gør fremskridt på nogle områder, men kæmper på andre. Et af problemerne er fortsat fleksibel plastemballage.

Jo blødere plasten er, jo sværere er den at genanvende. Det er endnu sværere at forarbejde fleksibel plastemballage – tænk på brødposer, chipsposer og slikindpakning – til materialer, der kan komme i kontakt med fødevarer. Virksomhederne fortsætter derfor med at bruge papir. Men er dette tilsyneladende enkle skift faktisk bæredygtigt?

Pulp fiction (og fakta)

Der har på det seneste været en række fiberbaserede innovationer inden for FMCG, hvor Heinz, Diageo, Mars og Nestlé alle har gjort noget. Mars bruger f.eks. en masse fleksibel plastemballage, som ifølge virksomheden er sikker, praktisk og reducerer kulstof mere end mange former for genanvendelig, genanvendelig eller komposterbar emballage. Men den er ikke let at genbruge, hvilket gør den til et let mål for NGO’er. I Australien er virksomheden derfor begyndt at udrulle ‘fiberbaseret’ emballage til produkter som Snickers og Milky Way.

Om denne form for emballage er “mere bæredygtig”, som nogle mærker hævder, er ikke helt klart. Ofte kommer den med en meget tynd plastikforing, som genbrugere kan have svært ved at adskille. Barrierebelægninger kan give lignende problemer for papirfabrikker. Sandwichindpakning, isoleret emballage til fødevarelevering, kaffeposer og sodavandskopper fra fastfoodforretninger tilstopper papirfabrikkerne, ifølge emballagefirmaet DS Smith. Confederation of Paper Industries siger, at 2 % (svarende til 120.000 tons) af den emballage, der ankommer til deres medlemmers fabrikker, er “mere udfordrende” at genanvende. CPI De ønsker, at højst 5 % af emballagens vægt skal være plast, hvilket er lavere end den grænse, der er fastsat af On Pack Recycling Label for at opnå et “genbrugsmærke”.

Et andet eksempel er kaffekopper, som også har en plastikforing. De 3,2 milliarder (35.000 tons) af dem, der bruges hvert år, kunne faktisk genbruges (der er kapacitet nok), men kun 2,8 % bliver det, ifølge Wrap. En nylig analyse viste også, at der hvert år forbruges 3,2 milliarder fødevarebeholdere af fiberkomposit, men at der “ikke findes nogen infrastruktur til behandling eller genbrug”. Disse statistikker forbliver i skyggen, mens søgelyset er rettet mod plastik.

Med forbud mod visse engangsplastbeholdere, som allerede er i kraft i Skotland og snart træder i kraft i England og Wales, vil flere virksomheder gå over til papir. De skal være på vagt over for de potentielle konsekvenser af dette – og ikke kun med hensyn til papirets genanvendelighed. “[…] virksomheder, der foretager det nødvendige skift fra plast, men vælger at erstatte det med papiremballage, bytter en miljøkatastrofe ud med en anden,” sagde Tamara Stark fra skovbevaringsnetværket Canopy for nylig til Packaging Insights.

Kulstof og kemikalier

Papir har måske haft en gratis tur på ryggen af plastikkens død, men der er stigende opmærksomhed på sammenhængen med skovrydning , vandforbrug og forureningsrisici. Forvent, at brugen af PFAS – eller “evighedskemikalier” – som forbedrer fugtmodstanden i papir- og papemballage, også kommer under beskydning.

Afhængigheden af nye fibre i fødevareemballage er også stort set gået ubemærket hen. WWF er blandt de NGO’er, der har advaret om, at “tendenser til at erstatte oliebaseret plast med træbaseret plast kun vil øge presset på skovene”. Det er komplekst at afgøre, om papiremballage er bæredygtig eller ej, som Innovation Forum har beskrevet.

Igen, det er ikke for at pande en emballagetype ned og fremme en anden. Plast har velkendte problemer med forurening, og der er stor bekymring for, hvordan de kemikalier, der bruges i emballage, flyder i genbrugskredsløb. Forskning i USA har f.eks. advaret om, at “den cirkulære karakter af genbrugsøkonomien kan have potentiale til at introducere yderligere kemikalier i produkter”.

Alt dette gør det utroligt svært for virksomheder at udvikle en sammenhængende strategi for emballage. Forbrugerpræferencer, regler og teknologi ændrer sig alle sammen – og alle ændringer skal ses i lyset af din netto-nulbane.

Virksomheder sætter i stigende grad deres lid til livscyklusvurderinger (LCA’er) for at få et objektivt billede af fordele og ulemper ved forskellige materialer. LCA’er har deres begrænsninger, men hvis de udføres godt med pålidelige og repræsentative data, kan de give meningsfulde resultater.

De kan selvfølgelig også gøres dårligt, og der er en forståelig (og stigende) bekymring over brugen af LCA’er til at grønvaske både forbrugere og virksomheder. Som Footprint-undersøgelser har vist, tager kunderne flere ledetråde om et brands bæredygtighedsinitiativer fra emballagen, end de gør om noget andet, så fristelsen til at vildlede eller lede efter enkle løsninger er stærk. Desværre kan de, der leder efter sølvkugler, ende med at skyde sig selv i foden.

Faktisk viser forskning fra PwC, at hvis man skiftede hele det nuværende forbrug af plastemballage (1,6 millioner tons) ud med de andre materialer, der i øjeblikket bruges til emballage i Storbritannien, kunne man næsten tredoble den tilhørende CO2-udledning fra 1,7 milliarder tons CO2e til 4,8 milliarder tons CO2e. Forfatterne advarede om, at det ikke betyder, at vi skal fortsætte med at bruge plastik, som vi har gjort, men at vi er nødt til at tage fat på de grundlæggende problemer i vores smid-væk-kultur. Materialeforbrug, påvirkninger og affald skal alle reduceres, for der er ikke et eneste stykke engangsemballage, der kan prale af nul påvirkning.

Plastik er blevet udnævnt til skurk, men de helte, der vil erstatte det, skal også udfordres på deres kvalifikationer.

For mere information om CarbonQuota og deres tjenester, besøg venligst her: https://www.carbonquota.co.uk/