Brands søger den perfekte løsning til at pakke drikkevarer og væsker, men den findes måske ikke … endnu.

Ville du drikke øl af en papirflaske? Sidste sommer testede Carlsberg konceptet på festivaler på otte markeder, herunder Storbritannien. Ifølge de første rapporter fra bryggeriet var oplevelsen “mærkelig”, fordi folk drak kold øl fra en beholder, der ikke føltes kold i deres hænder.

Ideen om at putte væsker i papirflasker er hot lige nu. Diageo, PepsiCo, Carlsberg, Coca-Cola, Unilever og Pernod Ricard er alle involveret i kapløbet om at udrulle de første beholdere i stor skala. Forsøg er i gang, og der bliver givet løfter – PepsiCo vil “disrupte branchen” med sin flaske – men der er lang vej endnu.

Kvalitet, funktionalitet og forbrugeroplevelse skal alle tages i betragtning – og selvfølgelig også bæredygtighed. Der er ingen hurtig løsning eller enkel beslutning, så virksomheder skal være opmærksomme på nuancerne, når de overvejer, om de skal vælge papir, plast, glas eller aluminium. Hvert materiale har sine fordele og sine ulemper.

Aluminium kan f.eks. genbruges i det uendelige, og genbrugsprocenten er over 80 % i Storbritannien. Men dåserne kræver en plastforing, og der er kun få data om, hvor meget af det aluminium, der genbruges, der ender tilbage i dåserne (som “genbrugsindhold”).

Glas anses for at være naturligt og genbruges i vid udstrækning, men dets grønne egenskaber er smeltet væk på det seneste på grund af dets høje CO2-fodaftryk: Tidligere livscyklusvurderinger (LCA’er) viser generelt, at engangsglas har de højeste tilknyttede drivhusgasemissioner sammenlignet med andre drikkevaremuligheder som aluminiumsdåser, PET-flasker, HDPE-flasker og flerlagskartoner, ifølge forskning for Zero Waste Europe. Det er heller ikke sandsynligt, at afkarbonisering af emballageproduktionsprocessen vil få den til at overgå alternativerne.

Nedskæringer i kulstof

Der arbejdes på tværs af de andre materialer for at reducere kulstofindholdet yderligere, og kulstofaftryk er nu synonymt med nye emballagemeddelelser. Letvægt, brug af vedvarende energi under forarbejdningen, integration af mere genbrugsindhold eller mere biobaserede materialer er alt sammen med til at nedbringe kulstofindholdet. Glas- og plastflasker bliver tyndere, og det samme gælder de foringer, der ofte sidder inde i papirvarianterne.

Carlsberg ønsker f.eks. at mere end halvere fodaftrykket fra sin papirflaske. Pr. hektoliter har fiberflasken i øjeblikket et fodaftryk på 50 kg CO2e – langt lavere end engangsglas (75 kg CO2e), men højere end en aluminiumsdåse (24 kg CO2e). Men ved at opskalere og drive produktionen med vind kan fodaftrykket falde til 22 kg CO2e. Ved at minimere PEF-plastbarrieren (som er nødvendig for at forhindre, at flasken bliver til mos) kan det reduceres yderligere til 11 kg CO2e, hvilket svarer til en genopfyldelig glasflaske, der bruges 15 gange (12 kg CO2e). Om det betyder, at engangsbrug kan slå genbrug, kan diskuteres.

At beslutte sig for den “bedste” løsning kan virkelig være en narresut. Mærker, der skifter fra HDPE-flasker til mælk til kartoner, praler af, at de sænker deres emissioner, selv om førstnævnte har højere genbrugsrater og et anstændigt niveau af genbrugsindhold. Waitrose har i mellemtiden skiftet fra glas til aluminium for en del af deres vinportefølje. Er det markedsføringsmanøvrer eller ægte bæredygtige løsninger?

Uden at foretage min egen livscyklusvurdering kan jeg ikke sige det. Det, jeg kan sige, er, at hvis du spørger mig: “Hvad er det optimale materiale til emballering af en væske?”, vil mit svar være: Det kommer an på det.

Tag Carlsbergs tal for papirflasken med det laveste CO2-fodaftryk: De forudsætter en genbrugsrate på 90 % for flaskerne – hvilket er ekstremt ambitiøst. Det er også uklart, om de rent faktisk kan genbruges (se min første artikel i denne serie). Så kan det gøre PET eller glas til en bedre løsning, hvis vi gentager vurderingen? Ja, måske. Måske ikke.

Genanvendeligt er ikke ensbetydende med lavt kulstofindhold. En undersøgelse foretaget af McKinsey i Sverige viste, hvordan en pose (som er svær at genbruge i lukkede kredsløb) kan rumme 5 % mere væske end en HDPE-plastflaske (som let genbruges i lukkede kredsløb); posen er også 76 % lettere og 8 % billigere. En pose virker som et fornuftigt, bæredygtigt valg. Letvægtsløsninger og skift til plast har fået mængden af emballageaffald til at falde, men i nogle tilfælde er det sket på bekostning af genanvendelsesgraden og den cirkulære tankegang.

Der er ingen global enighed om, hvordan man måler bæredygtighed på tværs af disse elementer, så virksomhederne er nødt til at finde deres egen vej. Og de går i ring.

Med opmærksomheden på plastik og dermed genanvendelighed begyndte brands at skifte væk fra plastik (inklusive disse poser) til alternativer, og på den måde har de set deres udledning stige. Nu reflekterer de over disse valg gennem en netto-nul-linse, og målstolperne ændrer sig igen.

Emballage kan udgøre en stor del af en drikkevareproducents samlede fodaftryk (hos PepsiCo er det f.eks. 26 % af den samlede udledning ), så CO2-regnskabet for ethvert materialevalg er vigtigt. Er et materiale med lavt kulstofindhold, men som er svært at genanvende, “bedre” end et materiale med et højere fodaftryk, som kan genanvendes i lukkede kredsløb? Så en pose slår en plastikflaske, som slår en glasflaske.

Det er sjældent så enkelt. Hvis man vender det om og ser på det ud fra genanvendelighed, vil “vinderen” være en anden. Og det kan ændre sig igen, hvis der er høje niveauer af genanvendt indhold.

“En vellykket håndtering af de nye genbrugs- og affaldsudfordringer vil sandsynligvis overskride kapaciteten i [virksomhedernes] nuværende værktøjer og strategier”, bemærkede McKinsey. “Derfor vil FMCG-virksomheder og detailhandlere have brug for et meget tættere samarbejde med upstream-aktører, emballageomdannere og genbrugsvirksomheder for at kunne håndtere disse nye udfordringer. Et nøgleområde er behovet for at opbygge infrastruktur til at håndtere øget genbrug ved at anvende mere lukkede systemer (dvs. flaske-til-flaske-genbrug for at undgå downcycling).”

Klima vs. genbrug

Men det er ikke her, kompleksiteten slutter. Se nu på, hvad forbrugerne opfatter som den “grønneste” mulighed, og hierarkiet kan meget vel ændre sig igen.

“Forbrugerne er bekymrede, men de er stadig forvirrede over, hvad bæredygtig emballage betyder,” bemærkede McKinsey i en artikel True Packaging Sustainability: Uunderstanding the Performance Ttrade-offs.

Konsulenterne brugte drikkevarebeholdere til at illustrere, hvordan forbrugernes opfattelse af genbrug ikke altid stemmer overens med emballagens faktiske CO2-påvirkning. Tænk på aluminiumsdåser, som på verdensplan har en højere genbrugsprocent (65-75 %) end PET- (40-50 %) eller glasflasker (40-50 %). Men CO2-belastningen fra en PET-flaske er omkring halvdelen af en aluminiumsdåse og mindre end en femtedel af en glasflaske; og alligevel ses glas som en af de mest bæredygtige muligheder i forbrugerundersøgelser.

Det er let at ende med at gå i ring, men det er et godt sted at starte at se kendsgerningerne i øjnene og gøre forbrugerne opmærksomme på, hvor du har foretaget kompromiser. Og vær ærlig: Ethvert valg, du træffer, vil have en indvirkning.

For mere information om CarbonQuota og deres tjenester, besøg venligst her: https://www.carbonquota.co.uk/