Laurel Brunner diskuterer, hvordan flere trykkerier og producenter søger bæredygtighedscertificeringer, og hvordan det at have certificeringer viser, at en virksomhed har gennemgået en eller anden form for ansvarlighedsproces.
Det er fristende at være kynisk over for certificeringer og let at afvise dem som kosmetisk markedsføring. Men i betragtning af den intense konkurrence i dagens grafiske branche viser certificeringer i det mindste, at en virksomhed har gennemgået en eller anden form for ansvarlighedsproces. Det gælder for miljøbevidste udbydere af tryktjenester som Ashley House printing i Storbritannien og Druckstudio Gruppe i Tyskland. Det gælder i stigende grad også for producenter.
Det vigtigste er klassificeringen af certificeringen: Hvem har udstedt den, og hvor kvalificerede er de til at gøre det? Ifølge ISO og andre findes der tre niveauer af certificering. Selvcertificering er det nemmeste at få af indlysende grunde. Hvis jeg fortæller dig, at jeg kan stå på ski godt nok til at give dig undervisning, kan du vælge at tage en risiko med mig eller lade være. Hvis en skiinstruktør siger, at det er sandt, og giver mig et lille mærke, der bekræfter det, kan du have lidt mere tillid, og risikofaktoren bliver lavere. Men hvis jeg får en licens fra en akkrediteret testorganisation, minimeres din risiko, og chancerne for et skadesfrit resultat maksimeres.
Det er derfor afgørende for din troværdighed at vælge, hvem du vil hyre til at få din virksomhed anerkendt for dens arbejde med bæredygtighed. I betragtning af den store interesse for miljømæssige bæredygtighedstjenester er der masser af muligheder. Selv universiteterne er ved at komme med på vognen. Western Michigan University (WMU) i USA har bæredygtighed som en af sine topprioriteter. WMU har indgået et samarbejde med Technical Association of the Pulp & Paper Industry (TAPPI) om at udvikle kurser for papiringeniører på WMU’s Paper Pilot Plant. Anlægget leverer ressourcer til forskning og produktudvikling samt uddannelse til folk inden for papir- og trykkerisektoren.
WMU har også et certificeringsprogram på plads for producenter, der ønsker at bevise, at print produceret med deres teknologier er genanvendelige. Scodix, der leverer digitale udsmykningsværktøjer til digitaltryk, er en af disse organisationer. WMU-certificeringen bekræfter, at print, der er udsmykket med Scodix-forbedringer, kan genbruges, så længe substratet også er genanvendeligt. Scodix-kunder har nu ret til at mærke deres produkter med det genanvendelige symbol.
Vi vil gerne se mere print mærket på denne måde, både den konventionelt producerede slags og dens digitale ækvivalenter. En sådan mærkning kan blive normen og blot signalere en del af tryksagens fremtid. Og som vi alle ved, er print den mest bæredygtige løsning, når det gælder pålidelig kommunikation.
Kildeinformation: Denne artikel er produceret af Verdigris Project, et brancheinitiativ, der har til formål at øge bevidstheden om tryksagens positive miljøpåvirkning. Denne ugentlige kommentar hjælper trykkerier med at holde sig ajour med miljøstandarder, og hvordan miljøvenlig virksomhedsledelse kan hjælpe med at forbedre deres bundlinjer. Verdigris understøttes af følgende virksomheder: Agfa Graphics, EFI, Fespa, Fujifilm, HP, Kodak, Miraclon, RicohSplashPR, Unity Publishing og Xeikon.
Forsidebillede: Dette billede er taget fra ISO.