Hvad er forskellen mellem etiketter og emballage, når det gælder smalbanetryk?

Nessan Cleary fortæller, hvordan mærkning altid har været forskellig fra emballage, men at grænserne mellem dem i stigende grad bliver udvisket.

Et af de mere overraskende aspekter ved de seneste Fespa-messer er antallet af etiketpresser, der er begyndt at dukke op. Det skyldes dels, at mange leverandører, der sælger bredformatudstyr, også betjener etiketindustrien, og dels at mange udbydere af tryktjenester ser etikettering som en farbar vej til at diversificere deres forretning. Den første generation af digitale etiketpresser var smalbanemaskiner, der havde til formål at tilbyde etiketproducenter korte oplag. Men mange af de nyeste digitale etiketløsninger går videre end det og er nu også rettet mod markedet for korte oplag af emballage.

Når det gælder smalbanetryk, ligger den største forskel mellem etiketter og emballage som anvendelsesområder i trykbredden. De første inkjet-maskiner efterlignede de ældre flexo-labelpressers bredde på 240 mm. Men i dag er de fleste digitale etiketpresser omkring 340 mm i bredden, og vi begynder at se bredere maskiner på 440 mm og endda 510 mm. Det giver mulighed for højere produktivitet, da man kan placere flere etiketspor side om side. Men endnu vigtigere er det, at jo bredere pressen er, jo flere emballageapplikationer kan den håndtere.

Den mest almindelige af disse anvendelser er til poser, som kan bruges til en lang række formål, lige fra snacks og dyrefoder til genopfyldning af flydende sæbedispensere. Poser ses generelt som en omkostningseffektiv form for emballage til flydende produkter, f.eks. supper, men også til andre fødevarer, f.eks. ris til mikroovn, og de kan endda bruges til faste produkter, f.eks. blækpatroner til hjemmeprintere. Pandemien beviste, at digitalt printede poser er levedygtige, fordi de giver brands mulighed for hurtigt at ændre deres produktion, når forbrugernes krav ændrer sig.

De fleste poser er ret små, typisk på størrelse med en chips-pakke, så en etiketpresse med en printbredde på 330 mm til 350 mm er bred nok til mange af disse anvendelser og helt sikkert et godt udgangspunkt.

Der er en række teknologiske ændringer, som filtreres gennem etiketpresserne, og som også vil gavne emballagen. Den mest åbenlyse af disse er det forventede skift fra UV-hærdende trykfarver til vandbaserede trykfarver. Det vil gavne fødevareemballagen, fordi der med UV-blæk er risiko for, at nogle kemikalier, primært fra de anvendte fotoinitiatorer, vil migrere gennem emballagen til fødevarerne indeni. Mange etiketpresser tilbyder UV-farvesæt med lav migration for at imødegå dette, men vandbaseret trykfarve vil eliminere denne risiko. Flere leverandører har antydet, at de vil udvikle etiketpresser med vandbaseret trykfarve, men vi har endnu ikke set mange af den slags presser, der rent faktisk er tilgængelige. Det er værd at bemærke, at dette også vil drive udviklingen af resin- eller latexblæk til bredformatmarkedet.

Printhastigheden på digitale smalbanepresser er blevet bedre, men er stadig meget langsommere end de tilsvarende flexopresser. Så et skift til større bredder kan også hjælpe med at forbedre den samlede produktivitet ved at pålægge flere etiketspor side om side samt åbne op for de mere rentable emballageanvendelser. Ikke desto mindre er den gennemsnitlige printhastighed omkring 70mpm, selvom nogle digitale enheder kan nå 100mpm. Mange flexoanlæg kan dog køre med over 200 mpm.

Et andet problem er printopløsningen, hvor de fleste digitale labelpresser printer med 600 dpi. Men vi er allerede begyndt at se en ny generation, der er i stand til at printe med 1200 dpi, og det er helt klart den retning, som etiketindustrien bevæger sig i. Der er for mange digitale etiketpresser til, at vi kan nævne dem alle her, men Durst fremstiller for eksempel Tau-serien af industrielle etiketpresser, som omfatter topmodellen Tau RSCi. Disse bruger Fujifilm Samba-printhoveder og kan producere 1200 dpi opløsning ved 100mpm. Standardmodellen har en printbredde på 330 mm, men den fås også i bredderne 420 mm og 510 mm. Basiskonfigurationen bruger CMYK-blæk, men der er også mulighed for at tilføje orange, violet, grøn og hvid, hvilket er særligt nyttigt til emballage, da brands foretrækker at have et bredere farvespektrum til at fremhæve deres produktbilleder.

Inkjet er måske nok den dominerende digitale teknologi, men der er alternativer. HP Indigo sælger 200K, en web-fed maskine, der tager medier op til 762 mm i bredden og bygger bro mellem etiketter og emballage. Den bruger flydende toner i stedet for inkjet og kan printe på både fleksible folier som PET, BOPP og PETG samt PE-labels.

I den anden ende af skalaen har Oki demonstreret udskrivning til tomme poser på sin Pro 9542 tørtonerprinter. Den blev oprindeligt designet som en billig kontorkopimaskine, men har vist sig at kunne bruges til en række kommercielle printopgaver. Som med de fleste tonerprintere er den ikke særlig kræsen med hensyn til substraterne, men du bør teste de materialer, du vil bruge, på forhånd, da nogle kan være følsomme over for varmen fra fuserenheden. Den kan ikke printe med fuld gennemslag, men inkluderer hvid, og der er et rimeligt udvalg af blanke poser til rådighed.

En anden almindelig tendens går i retning af flere hybridpresser, der kombinerer digital- og flexotryk, især med bredere etiketpresser. Ofte bruges det digitale print til at levere de grundlæggende CMYK-farver, og flexoenhederne tilføjer derefter specielle effekter som f.eks. foliering. Derfor har Bobst udviklet en hybrid etiketpresse, Digital Master, som bruger inkjetprint til farverne, mens kunderne frit kan vælge, hvilke flexoenheder de vil have til specialeffekter og konvertering. Den fås i både 330 mm og 510 mm bredde.

Ud over printerne skal du også tage højde for konverteringsmaskinerne. Der findes en række labelkonverteringsenheder, som tilbyder en alt-i-en-tilgang med en række forskellige konverteringsprocesser. Men når det drejer sig om emballage, får du sandsynligvis brug for en dedikeret konverteringslinje til hver type emballage.

Den mest almindelige emballageanvendelse for etiketpresser er posefremstilling, som omfatter flere trin. Når grafikken er blevet trykt på basislaget, er det næste trin at laminere et yderligere lag, som vil variere fra applikation til applikation. Typisk vil disse lag tilføje specifik funktionalitet, som f.eks. at tilføre iltinhibering for at bevare fødevarers holdbarhed. Dette efterfølges af opskæring, så de enkelte poser deles fra rullen. Derefter formes posen ved at folde materialet, så der dannes to sider, og derefter forsegles disse sider. Herfra kan den tomme pose sendes til fyldelinjen, hvor den fyldes og forsynes med en lukning. Det kan indebære, at der tilføjes en bund, så posen står op, eller en tud, så den er nem at hælde.

Konklusionen er, at det ikke er en enkel sag at investere i en etiketpresse. Ud over pressen skal du også bruge design- og workflowsoftware og en efterbehandlingslinje. Men de potentielle fordele er enorme, især hvis man medregner emballagemarkedet og etikettering, så det giver bestemt mening at overveje dette som en mulighed for at diversificere og fremtidssikre en virksomhed.

For at finde det nyeste indhold, der dækker en lang række sektorer, herunder etikettryk og emballage, skal du tilmelde dig FESPA’s gratis månedlige nyhedsbrev FESPA World, der findes på engelsk, spansk og tysk.